Shalom Konference Center ved Randers er sat til salg
Efter 10 års arbejde med at drive Shalom Konference Center har Dorthea Nielsen nu sat det tidl. plejehjem til salg for kun 1.298.000 kr.
– Der kommer simpelthen for få til vores møder. Vi har netop haft et møde med Moses Hansen, og selv da var der kun 9 gæster. Så det går jo ikke mere. Vi har været nødt til at drive en bed&breakfast for at få dækket udgifterne, og det er for hårdt at blive ved med, siger Dorthea, som er fyldt 74 år. Hun har derfor sat Shalom til salg hos ejendomsmæglerfirmaet Nybolig i Randers.
Dorthea overtog det tidligere private plejehjem ”Munkebo” i Gjerlev nord for Randers for 10 år siden for at omdanne det til retrætecentret ”Shalom”.
Munkebo blev til Shalom
I over 50 år havde Grethe Munk og Elin Hansen drevet stedet. Først som et alderdomshjem med fem ældre beboere. Senere blev hjemmet et kristent pensionat med plads til 15 beboere. Stedet var også et center for åndelig fornyelse, hvor talere som Michael Harry, Cecil Cousen, Moses Hansen, Anne Lise og Peter Madsen og mange andre karismatiske personligheder har forkyndt og undervist.
Da de to damer måtte opgive pga. sygdom, følte Dorthea et kald til at overtage stedet.
Troen vakt til live
– Jeg var begyndt at komme i Pottemagerens Hus nogle år tidligere, fortæller Dorthea. Jeg var menighedsrådsmedlem i Brørup og kom i den lokale folkekirke. Jeg var vokset op med Fadervor. Men vi var kun højtids-kristne, har Dorthea tidligere fortalt Udfordringen.
– Da vi fik en ny præst, Majbrit Hviid Christensen, kom jeg til at snakke meget med hende. Jeg havde ganske vist været på Kolonien Filadelfia for at blive uddannet som diakon, men det havde aldrig været en personlig tro, som det nu blev, fortalte Dorthea Nielsen.
Slået ned af patient
Men Dorthea havde fået en arbejdsskade efter et overfald. En af de psykisk syge patienter havde nikket hende en skalle på en aftenvagt, så hun blev slået ud. Følgerne havde plaget hende i ti år. Da Dorthea var blevet åndeligt vakt til live, var hun til forbøn i Pottemagerens Hus og oplevede en helbredelse første aften, hvor Jørgen Hyldgaard talte.
– Jesus satte mig fri. Jeg mærkede, hvordan der kom en lettelse over min krop. Gud, Jesus og Helligånden blev meget mere nærværende. Jeg blev involveret i arbejdet og hjalp de næste fem år til med fx at byde gæster velkommen og meget andet.
Tog imod kaldet
Herefter tog Dorthea imod udfordringen om at skabe sit eget retrætecenter i Munkebo, som både økonomisk og bygningsmæssigt var kørt helt i sænk. I starten fik Dorthea hjælp af Tage Barrit Nielsen, men han opgav efter kort tid. Men Dorthea fortsatte med at rydde op og gøre i stand. Andre frivillige har også hjulpet. Blandt de nye beboere var Eva Gram, som er fotograf. Hun har stadig en lejlighed.
– Hun er praktisk begavet og kan alt det tekniske, siger Dorthea om sin bofælle. Når Dorthea efter planen flytter tilbage til Brørup i Sydvestjylland, flytter Eva med. Hun er blevet som en datter for Dorthea.
Efter de første seks år på Munkebo / Shalom interviewde Udfordringen Dorthea.
– Har der været mere arbejde, end du havde regnet med?
– Jeg havde jo ikke regnet med noget bestemt. Jeg følte et kald og gik i gang. Jeg vidste ikke, hvordan det var at arbejde for Gud. Men jeg har opdaget, at han er trofast.
– Hvordan oplever du det?
– Jeg oplever det især helbredsmæssigt ved, at jeg bliver klædt på hver morgen. Jeg er lige blevet 70 i sommer. Og jeg har ingen dage, hvor jeg ikke er på arbejde. Nogle dage tænker jeg: Nej, nu er jeg godt nok brugt. Men der har aldrig været en dag, hvor Han ikke har været med mig. Det er virkelig fantastisk, siger Dorthea.
Hendes vision for stedet var, at det skulle være et åndeligt kraftcenter, hvor mennesker kunne komme og blive opladet. Enten på en form for retræte gennem kortere eller længere tid. Eller som et omsorgs-ophold eller gennem de møder, som arrangeres på stedet.
– Nogle har brug for at koncentrere sig om noget i et par år eller måneder, og så kan de bo her, hvor der er meget fredeligt. Udover de fem værelser, der bruges til bed-and-breakfast, er der desuden 4 værelser henne ad gangen. Plus et hus. Men alt sammen er lidt slidt og trænger til en kærlig hånd. Men nu har Dorthea taget sin del af tørnen. Nu håber hun at få det solgt. Kontantprisen er 1.298.000 kr. med 65.000 kr. i udbetaling.