Nigeria: 27 kristne dræbt forud for guvernørvalg
Under en voldsbølge i den seneste tid har militser angrebet og dræbt mindst 27 personer med økser og macheter i kristne områder i Nigerias Kaduna State. Ifølge menneskeretsorganisationen ICC havde angrebene til formål at hindre kristne i at stemme ved guvernørvalget den 18. marts.
Det skriver The Christian Post. Angriberne, som tidligere havde dræbt 17 personer i Agwan Wakili i Kaduna, vendte i sidste uge tilbage og dræbte mindst 10 kristne i samme område, oplyste ICC. Sikkerhedsstyrker har været til stede i området, men en repræsentant fra ICC, som ville samle fotografisk bevismateriale, fik konfiskeret sin telefon af de militære embedsmænd.
Angrebet fandt sted omkring midnat, hvor mange sov udendørs på grund af varmen. Nogle havde holdt vagt, fordi de var blevet advaret om et forestående angreb, som ifølge ICC skulle hindre de kristne i at stemme til guvernørvalget. En lokal leder citeres for at kalde angrebene en ”politisk massakre på kristne” i de områder, hvor regeringspartiet All Progressives Congress måtte forvente at tabe i guvernørvalget.
Generelt er kristne landsbyboere i Nigeria særligt udsatte for voldelige angreb i tiden op til et valg. Ifølge Open Doors oplever kristne i Nigeria ”ekstrem forfølgelse”, og landet er nr. 6 på Verdensranglisten 2023 over de lande, hvor kristne forfølges mest.