Massakre mod kristne i DRC: 72 dræbt på bare to uger

Den 15. januar dræbte islamister 14 kristne under en dåbsgudstjeneste i byen Kasindi. Foto: Morning Star News

På bare to uger har den islamistiske oprørsgruppe ADF dræbt 72 kristne i Den Demokratiske Republik Congo, oplyser International Christian Concern.

Biskop Mulinde Esemo fra byen Butembo i DRC har berettet om de seneste ugers rædsler for de kristne i Congo. “Vi lever i en meget anspændt situation her i det østlige DRC, både i byerne og landsbyerne, hvor snesevis af troende er blevet dræbt med koldt blod af ADF- rebeller. Det er en massakre – som om det var dyr, der blev dræbt.”

Der har været mange angreb i det østlige DRC, siden ADF dræbte 23 personer i Makungwe den 23. january 2023. Mulinde Esemo, som er leder af Nord Kivu Stift, bekræfter følgende:

Den 9. marts angreb islamister i Mukondi-området, hvor de ”nedslagtede” 36 personer. Den 12. marts blev 19 personer dræbt i landsbyen Kirindera, og ADF-gruppen satte ild til husene. Den 14. marts blev 17 kristne dræbt i Mabuku. Blandt de dræbte var en episkopal præst, som var midt i en gudstjeneste, da angriberne slog til.

Bedekalenderen ’30 dage i bøn for den muslimske verden’, der bruges under ramadanen, kan nu downloades eller bestilles fra Norea, Mission Afrika eller Dansk Europamission.

Mange af de overlevende kristne er flygtet til byen Butembo, som ligger omkring 20 km fra de angrebne landsbyer. Mulinde Esemo fortæller, at de fordrevne familier lider i den overbefolkede by, og at man kan høre kvinder og børn græde af sult, mens mændene søger tilfældige jobs for at kunne brødføde deres familier.