Her får hjemløse hjælp til at leve
De hjemløse er samfundets svageste gruppe. I landets varmestuer møder de en varm hånd og et par store lyttende ører.Han har det rigtig skidt, som han står i døren til lederens kontor på Blå Kors Varmestue i Herning.
Han glemmer helt den tændte cigaret og den halve kop kaffe i hånden, mens han dybt frustreret fortæller om den udsigtsløse situation, han er i.
Hans magtesløshed og desperation slår mig hårdt i ansigt. Der er langt til livet på de bonede gulve eller familielivet med villa, Volvo og vovse. Hans liv er kaotisk med misbrug, fængselsophold, menneskers svigt og kampen mod systemet. For ham er det en kamp for overlevelse.
I varmestuen er han tryg, for han læsser det hele af på lederen, Henning Nielsen, en høj mand med brede skuldre og en rolig udstråling.
Da manden har forladt kontoret og er gået ind i varmestuen, siger Henning Nielsen:
– Som du kan se, er der ikke dørtrin ind til kontoret.
Mens vi snakker, bliver vi afbrudt flere gange af brugere. Nogle har brug for Hennings hjælp til at kontakte en sagsbehandler.
– Vi er en stødpude mellem brugerne og socialforvaltningen. Vi hjælper brugerne i forholdet til myndigheder, men myndighederne beder også om vores hjælp, når de skal snakke med en bruger. Vi skal snart have et møde her på mit kontor, for kommunens folk tør ikke være alene med brugeren og har bedt os om at være til stede, fortæller Henning Nielsen.
Flere brugere stikker også hovedet indenfor for at få udbetalt deres penge. Det er 1. februar, og varmestuen i Herning administrerer brugernes penge efter gensidig aftale.
Der er højt til loftet i varmestuen, som har en hyggelig og hjemlig atmosfære med glade farver, blomster og kaffe på kanden. Men nogle gange må der et undskyld til for at rense luften. Også denne dag uddeler lederen en mandig bjørneomfavnelse til en bruger.
– Brugerne betragter mig som en far, og som jeg ofte siger, så har jeg mange børn, siger Henning, der er 55 år og leder for 31 medarbejdere.
Én af dem er Annette. Hun er én af varmestuens tre støtte- og kontaktpersoner og stikker hovedet indenfor for at fortælle, at hun har aflagt det første besøg hos en alkoholiker, der benytter varmestuen. Han var lige kommet hjem efter en afrusning.
– Jeg kunne kun åbne døren til lejligheden på klem, for hele gulvet var dækket af ting og sager i en meters højde. Men han havde mest brug for, at jeg satte mig og lyttede. Det er min primære funktion. Jeg kommer for hans skyld, så det foregår på hans betingelser, forklarer hun.
– Brugerne af varmestuen ved, at vi ikke svigter dem. At vi bliver ved at holde af dem.
Bagefter blev hun enig med beboeren om at lave en passage gennem de mange ting, så man kunne gå gennem lejligheden. På spørgsmålet om, hvorfor alkoholikeren ikke har hjemmehjælp, svarer hun:
– Vi må rydde op, før kommunen kommer ud og gør rent.
Varmestuen i Herning har døgnåbent og omkring 100 brugere i døgnet. Ifølge Henning Nielsen drejer det sig om fire grupper: De fysisk hjemløse og de psykisk hjemløse, som bruger deres lejlighed som opmagasinering og sovested, men ellers ikke kan holde ud at være der. Så er der alkoholikere, narkomaner og psykisk syge. Og endelig mennesker, som ikke har problemer ud over ensomheden.
En ældre mand har tilbragt hele eftermiddagen ude i varmestuens gårdhave, selv om det støvregner og er koldt. Han er lidt af en eneboer og holder til derude meget af tiden, forklarer Henning. Manden benytter varmestuen og herberget, når det regner og sner.
Manden fra gårdhaven kommer ind lidt før kl. 17.30, hvor der er aftensmad. Nogle unge grønlændere under uddannelse og flere ældre mænd sidder allerede og venter. En nydelig fraskilt ældre herre siger, at han kommer i varmstuen for fællesskabets og madens skyld.
Aftenens menu står på hjerter i flødesovs, og der bliver fyldt godt på tallerknerne. Nogle spiser og laver sjov med hinanden, og en ældre mand skal lige tjekke sin tipskupon.