Da Jesus-bevægelsen berørte min verden
Jeg husker så tydeligt den juni-dag i 1971, hvor jeg som purung sad ved køkkenbordet og læste en artikel i Jyllands-Posten.
Den handlede om, hvad der skete blandt mange unge hippier i Californien. De havde været involveret i østens religioner og stofmisbrug, men nu var de blevet begejstrede kristne, fordi de havde haft nogle livsforvandlende oplevelser med Jesus. Og det fortalte de med stor glæde om. Artiklen nævnte, at de oplevede Helligånden og mirakler, og at ”Jesus-bevægelsen” spredte sig med stor hast især i USA.
”Det er jo det, jeg har længtes efter!” tænkte jeg med stor undren. Jeg havde ikke hørt om den slags oplevelser med Gud i moderne tid, men var bestemt åben for det. Dén dag blev begyndelsen på noget helt nyt for mig. Et par uger efter lånte jeg ”tilfældigvis” en biblioteksbog ved navn Ben Hur. Siderne om Jesu korsfæstelse blev meget levende for mig.
Det var, som om jeg selv var med. Jeg græd meget over Jesus og var usikker på, om jeg var kristen. Men det ville jeg være nu! De følgende mange dage oplevede jeg en sand frelsesfryd med glæde og latter, men også et brændende ønske om at møde kristne, der havde oplevet det samme som mig. Jeg gik i gang med at læse et Ny Testamente, som var i mit hjem, og jeg blev overrasket over, hvor lidt jeg var blevet fortalt.
Jeg fandt en kristen radiostation fra Monte Carlo på min lille radio. Om aftenen fra kl. 22-23 lyttede jeg til amerikanske prædikanter som Billy Graham. Det var fantastisk at lytte til. En dag hørte jeg på P1 en udsendelse om mennesker i Pinsekirken, som også havde en glad og begejstret tro ligesom de unge amerikanere.
Unge Jesus-folk fra Californien besøgte Skjern, skrev de i avisen. Bl.a. Lonnie Frisbee, der var en af hovedpersonerne i bevægelsen. Jeg klippede artiklen ud.
Dér ville jeg gerne have været med! Men senere besøgte en anden gruppe amerikanere Grundtvigskirken i Esbjerg. Det blev mit første møde med Jesus-folket. Først halvandet år efter min første oplevelse med Gud opdagede jeg, at der var nogle kristne piger på gymnasiet, hvor jeg gik. Jeg fandt også en lokal pinsemenighed, og jeg mødte nogle åndsfyldte unge fra Indre Mission, der kom til min hjemby for at drive soldaterhjemmet.
Mange andre end jeg kan fortælle om alt det fantastiske, som Jesus-bevægelsen betød for os i Danmark, og alle de initiativer, der startede op i kølvandet.
Jeg tror, at det, som nu sker ud fra Asbury University, kan blive en ny Jesus-vækkelse, der ryster vores verden – på en god måde.
