Mission Øst hjælper ofre for brand i flygtningelejr

Til venstre i billedet ses de udbrændte steder, hvor der før stod hytter i flygtningelejren i Borno-staten. Foto: ZOA.

69 flygtningefamilier mistede hjem og ejendele, da en voldsom brand spredte sig i en flygtningelejr i Borno-staten. Mission Øst har sendt 100.000 kroner afsted, så familierne kan bygge nye hytter og skaffe køkkengrej.

De er flygtet fra terror for at finde sikkerhed. Men nu er flygtningefamilier i det nordlige Nigeria kommet fra asken til ilden – bogstaveligt talt. En voldsom brand i en af de største flygtningelejre i Borno-staten har gjort 69 familier hjemløse. De har mistet alt.

Hjælp via partner-NGO

Mission Øst har nu sendt 100.000 kroner fra en pulje af fleksible midler til partnerorganisationen ZOA, som er den eneste hjælpeorganisation, der hjælper ofrene i den ramte lejrzone. Pengene går til nye hytter og køkkeninventar til i alt 150 familier, som er ramt af brande på det seneste.

– Jeg har mistet alt, fortæller en kvinde. – Jeg gik ud for at skaffe mad, men nu har jeg hverken mad eller husly. Og intet liv…

– Alt er brændt, og man kan ikke en gang få øje på asken fra vores ting mere, tilføjer en mand.

Ekstrem tørke

Det er usikkert, hvad der forårsagede branden i Muna-lejren i Maiduguri. Det er ekstremt tørt i området, og på dagen blæste ørkenvinden også ind over lejren.
Ifølge lejrchefen har der været en del brande i lejren, og flere end 3.000 familier har mistet deres hjem og ejendele. I februar og marts er det ekstremt varmt og tørt, og en forestående ”mager” høstsæson gør, at folk forlader deres hytter for at lede efter mad i de omkringliggende områder.

Situationen er desperat. Der bor 50.000 flygtninge i den store Muna-lejren i Maiduguri. Kun 4.000 af dem modtager jævnligt fødevarehjælp fra World Food Programme. 31.000 modtager kun en fødevareration hver anden måned. Hele 7.000 flygtninge modtager slet ingen hjælp.