Ny podcast-serie fra Bibellæser-Ringen

Lydafspiller

Bibellæser-Ringen, som de fleste forbinder med bibellæseplaner, har sat et nyt hjælpemiddel i søen med en podcast, som hedder ”Bibel-Break”.

Målet er at gøre bibelbrug i hverdagen nemt og tilgængeligt for alle! Podcasten kan allerede nu findes på alle de almindelige podcast-platforme. Hvert afsnit er på ca. 15 minutter. Den primære målgruppe er de 30-45-årige, men Bibellæser-Ringen håber, at folk i alle aldre vil lytte med.

Vært i dialog med gæst

Det er teologistuderende Nicolai Kaltoft, København, der er vært på podcasten. I hvert afsnit sidder han med en gæst og taler om en konkret bibeltekst. Teksten vil i hvert afsnit blive læst op, så man ikke behøver at have sin Bibel foran sig, når man lytter med. Gæsterne i podcasten har det tilfælles, at de brænder for bibelens budskab og har erfaring med formidling af det. Det vil være mænd og kvinder i alle aldre og med forskellig baggrund,

Glæder sig

Nicolai udtaler selv om podcasten:

– Jeg har glædet mig utrolig meget til, at podcasten gik i luften! Jeg har selv manglet en podcast på dansk, der kunne hjælpe mig med at få læst i Bibelen. Derfor håber jeg også, at BibelBreak kan være et værktøj til det. Mange har svært ved at finde tid til at sætte sig ned og læse i Bibelen – særligt når hverdagen kører derudaf. Med BibelBreak vil vi gerne skabe et redskab til refleksion, tro og hverdagshjælp for den store gruppe af mennesker, som er podcastbrugere.
Fakta om BibelBreak

BibelBreak podcasten udkommer hver tirsdag og fredag og hvert afsnit er på ca. 15 minutter. Den primære målgruppe er 30-45-årige, men alle, som mangler en podcast som denne, kan have glæde af at lytte mere. Læs mere om podcasten på Bibellæser-Ringens hjemmeside https://blr.dk/resource/bibelbreak/