En af hovedmændene bag Oslo-aftalen, Ron Pundak, er død

Det er næsten symbolsk, at samtidig med at fredsdrøftelserne mellem Israel og palæstinenserne er i dødvande, er en af hovedmændene bag Oslo-Aftalerne, dr. Ron Pundak, død den 11. april, 59 år gammel.

Hans død kom som et chok i skandinaviske kredse i Israel. Ron Pundaks far er Politikens tidl. chefredaktør, Herbert Pundik, og hans død er som en kulmination af den grumme skæbne, der har hjemsøgt familien Pundik gennem flere generationer.

Ron Pundak var akademiker og forsøgte sig som fredsmager, da han sammen med sin fælle, dr. Yair Hirschfeld, begyndte konkret at arbejde for fred mellem Israel og palæstinenserne.
De oprettede hemmelige kanaler til den palæstinensiske ledelse og virkede på vegne af den daværende viceudenrigsminister, Yossi Beilin – uden at udenrigsministeren dengang, Shimon Peres, vidste noget om, hvad der foregik.

I sin ungdom var Ron Pundak i det israelske militærs efterretningstjeneste og fik siden på University of London en doktorgrad i Mellemøstens politiske historie. Ved sin hjemkomst til Israel var han i et år journalist på den store israelske avis, “Ha’aretz” og besluttede så at gøre noget konkret for at opnå en tilnærmelse melllem israelere og palæstinensere.

I sin bog, “Secret Channel – Oslo, the Full Story”, der udkom i 2013, skriver han om sine dage som fredsmægler. Han var tidligt klar over, at der måtte oprettes en direkte dialog med PLO.

Først efter nogen tids hemmelige kontakter mellem Pundak-Hirschfeld og den palæstinensiske ledelse blev Peres opdateret om udviklingen, og senere blev daværende statsminister Yitzhak Rabin informeret.

– Siden dirigerede Rabin og Peres kommunikationerne gennem os, skrev Ron Pundak i en nylig artikel i Israels største blad, “Yedioth Aharonot”. Dette fortsatte til midten af 1993, da Hirschfeld og Pundak samen med tre PLO-repræsentanter formulerede den første ordlyd af en aftale. Selv Benyamin Netanyahu forstod, at Oslo var den eneste løsning.

Ron Pundak fortsatte sit virke for fred bl.a. i Peres Fredscentret i Tel Aviv, hvis direktør han var i en årrække.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Pundaks og Hirschfelds hemmelige virke førte til underskrivelsen af Oslo-Aftalerne den 13. september 1993 og det symbolske håndtryk mellem en tøvende statsminister Rabin og en entusiastisk PLO-leder Yasser Arafat, bragt sammen af præsident Bill Clinton i Det hvide Hus.

Ron Pundak døde efter lang tids kamp mod en uhelbredelig sygdom. Han efterlader sig hustru og børn. Hans families historie er som et græsk drama.

Herbert Pundiks onkel, Jakob Pundik, døde i København kort efter krigen, da han gik ind i elevatorskakt, hvor der ikke var nogen elevator. Herberts broder, Daniel, gik en dag som en stor dreng gennnem Øregårdsparken i København, da det blæste op til storm og et træ væltede om og dræbte ham. Under Yom Kippur-krigen i 1973 blev Herberts ældste søn, Uri, dræbt som tankfører under kampene i Sinai. For nogle år siden blev en nevø af Herbert, Jakob Pundik, dræbt som ganske ung, da en traktor væltede over ham på en kibbutz i Israel.


Artiklen fortsætter efter annoncen: