Shock-rocker tror på Gud

Alice Cooper blev kristen, fordi han frygtede at komme i helvedeI 30 år har Alice Cooper forarget forældre og andre sarte sjæle med sange og sceneoptrædener, der gav ham titlen som faderen til shock-rock-genren. Han sang om nekrofili (seksuelt misbrug af lig) og ødelagde dukker under hans koncerter.For nylig fortalte han til HM: The Hard Music Magazine, at han var blevet kristen. Frygten for helvede havde drevet ham til Gud.

Alice Cooper siger, at selvom han fortsætter med at turnere med et teatralsk horror-show er hans liv overgivet til at følge Kristus.

Det har det været siden 1980’erne, fortæller han, men bortset fra enkelte kommentarer har den 54årige sanger indtil nu undladt at udtale sig offentligt om sin tro. Han har været bange for at blive en “kristen berømthed”.

– Det er let at fokusere på Alice Cooper og ikke på Kristus. Jeg er rocksanger. Jeg er ikke mere end det. Jeg er ikke filosof. Jeg synes, jeg ligger lavt på ranglisten over vidende og kloge kristne. Så regn ikke med svar fra mig, siger han.

Fornærmet

Alice Cooper, som oprindelig hed Vince Furnier, er blevet beskyldt for at bane vejen for nutidens omdiskuterede performere som for eksempel Marilyn Manson. Men han fastholder, at hans optrædener aldrig har været hverken politiske eller religiøse og altid har haft en humoristisk sans.

Ifølge HM: The Hard Music Magazine er han altid blevet fornærmet, når han er blevet beskyldt for at være satanisk. Han er opdraget i et kristent hjem og har altid troet på Gud, også selvom han i en periode ikke har været “overgivet”.

Det blev han, da han fandt ud af, at han var ved at ødelægge sit ægteskab med alkohol. Han og hans kone Sheryl begyndte så at komme i en kirke med en præst, der talte om Helvede, så enhver synder blev skræmt fra vid og sans.

Alice Cooper fortæller, at han blev kristen mere af frygt for Gud end af kærlighed til Gud.

– Jeg ville ikke ende i helvede, siger han.
Bibelstudier
Troen er for Alice Cooper hele tiden i udvikling.

– Det at være en kristen er noget, du gør fremskridt i. Du lærer. Du går til bibelstudier. Du beder, siger han.

Blandt andet har han fortalt om troen til nogle af sine kollegaer i rock-branchen.

– Jeg har talt med nogle store stjerner om det her, nogle virkelige skrækindjagende karakterer, og du ville blive overrasket. Dem, som ser ud til at være længst væk fra troen, er dem, der er mest interesserede i at lytte.

Sangene på Coopers seneste udgivelser har peget hen imod den forandring, der er sket i hans hjerte. Når han går på scenen, opfatter han sig selv som dommedagsprofet, der fortæller folk, at de skal passe på.

– Satan er ikke en myte. Sid ikke og forestil jer, at Satan bare er en vittighed. Jeg tror, mit job er at advare imod Satan, siger Alice Cooper.

Han optræder ikke længere med de numre fra hans tidligere produktioner, der opfordrer til druk og seksuelle udskejelser. De sange får øksen, som han siger.

– Jeg er meget opmærksom på, hvad teksterne i mine sange handler om. Jeg prøver at skrive sange, der er lige så gode som tidligere, men med et bedre budskab, siger Cooper ifølge HM: The Hard Music Magazine.

Alligevel har Cooper mange kritikere. Til dem siger han:

– Jeg var én ting på et tidspunkt, og jeg er blevet noget nyt. Jeg er en ny skabning nu. Døm ikke Alice efter, hvad han var engang. Pris Gud for hvad han er nu.