Sjursen: Stat og kirke skal adskilles
Kristeligt Folkepartis gruppeformand og kirkeordfører Jann Sjursen lægger op til en deling af stat og kirke. Til at starte med skal det kun være økonomisk. Men intet hindrer en fuld adskillelse:-Det vil styrke kirkens position at få rene linjer, udtaler Sjursen, som mener, at der i øjeblikket er næsten kaotiske tilstande i den økonomiske kontrol af Folkekirken.
– I dag hersker der økonomisk kaos mellem stat og kirke. De, der er medlemmer af Folkekirken, må betale præsters og biskoppers løn. Hvorimod begravelser og vedligeholdelse af kirkerne må betragtes som fælles samfundsmæssige opgaver, foreslår kirkeordføreren.
Også fra akademisk side møder en klarere adskillelse af stat og kirke støtte:
– Præster, biskopper og lægfolk kunne træde kraftigere i karakter og vægte det væsentlige: troen på kristendommen, lyder meldingen fra Else Marie Wiberg Pedersen, lektor på teologisk fakultet ved Århus Universitet.
Tove Fergo afviser imidlertid enhver tanke om forandring og kalder den nuværende kirkeordning genial:
– Der er ikke et ønske i befolkningen om forandring. Og det, jeg har foretaget mig, er fuldt ud i orden i forhold til mit mandat som minister, hævder hun overfor Berlingske Tidende.
Men fra Radikal side møder hun en skarp kritik:
– Hun har simpelthen brudt respekten for skrevne og uskrevne regler, siger Niels Helveg Petersen, som helst ville holde sig helt uden for debatten.
Og Jann Sjursen anklager kirkeminister Tove Fergo for ikke at kunne adskille stat og kirke på en fornuftig måde:
– Kirkeministeren respekterer simpelthen ikke Folkekirkens ret til at bestemme over egne indre anliggender.
Han bruger bl.a. magtkampene mellem ministeriet og biskopperne om den nye salmebog og de kontroversielle kirkelige udnævnelser som eksempler på Fergo manglende respekt.