Digital frelseshistorie fortsat?

Matrix Reloaded er ikke andet end et nørdet mellemspil2003 er Matrix-år. Der er der i alle fald nogle filmfolk og -freaks, der mener. Og det på trods af, at det store klimaks på eventyret om Frodo, Gandalf, Aragorn osv. også kommer i år. Forståeligt er det, at Skywalker/Star Wars og Harry Potter for længst har valgt at holde sig væk og overladt det alene til Ringenes Herre at tage kampen op. Er der så noget at kæmpe om?Matrix Reloaded – 2. del af historien om Neo, Trinity og Morpheus – har haft premiere, og den bærer i udtalt grad præg af at være en 2’er for indforståede nørder: Den kører løs fra starten, hvor den slap i The Matrix, uden at give dem, der ikke måtte have set 1’eren, nogen som helst chance for at hoppe på – og den slutter meget brat med ”To be conclu-ded”. Det gør den så i november, hvor 3’eren, Matrix Revolutions, har premiere.

„Frelseren“ Neo er her i gang med at bekæmpe agent Smith, som nu kan „spalte sig“ (Matrix Reloaded: Sandrew Metronome Filmdistribution).

Rammeideen i de belæste Wachowski-brødres film er, så vidt jeg kan se, ”indlevelse” i computerspil og -hackeri – og -virusangreb (?) – og en grundlæggende erkendelse af, at der er noget galt. Det er blevet til Matrix.
Det store spørgsmål, der blev stillet i den første film, og som på flere måder var drivkraften i den for Neo, var: Hvad er Matrix? If. ordbogen kan det betyde bl.a. støbeform og livmoder, altså noget ”oprindeligt” formende og udviklende; i The Matrix siger Morpheus til Neo, at det er „en computerskabt drømmeverden, som skal holde os under kontrol“. Uden at gå i detaljer kan det i overensstemmelse med filmens egen forståelse fastslås, at Matrix i alle fald ikke er noget godt, det er noget u-godt, der udvikles.
Ind i denne verden træder så computer-programmøren Thomas Anderson under hacker-navnet Neo. Her bliver han betragtet som Den udvalgte, der som en messias-skikkelse skal redde menneskets verden fra den computer-skabte og kontrollerende, uvirkelige drømmeverden.
Dét var der mange inden for kirken, der kunne bruge i undervisning af og forkyndelse for unge. Kan de så stadig det?

Morpheus tror på ”messias-skikkelsen” Neo og på profetien om den endelige sejr i den uophørlige krig mellem mennesker og ”maskiner” (”godt” og ”ondt”); det lægger han ikke skjul på over for andre, og han kan så blive mødt med foragt og ord som ”Bullshit!”. Men som tilskuere til computer-dramaet kan vi også godt tro på, at der er noget om snakken, ikke mindst fordi Neo bl.a. er i stand til at genopvække den døde Trinity, og vi tror nok på det, lige indtil Neo mod slutningen af filmen møder manden, der kalder sig Arkitekten. Han giver nærmest indtryk af at være en slags skabergud i dette specielle Matrix-univers – og nu begynder de røde advarselslamper at blinke. For han fortæller Neo om, hvad ”det hele drejer sig om”, i et tempo, der ikke levner mange chancer for at tænke over, hvad det egentlig er, han plaprer af sig. Spørgsmålet om, hvad der egentlig er illusion, bedrag – og hvad der ikke er, står imidlertid stadig åbent, da Arkitekten til slut præsenterer Neo for det umulige valg: enten at redde ”menneskeheden” – eller at redde Trinity. Neo vælger det sidste, fordi han elsker hende (og det gør han ikke kun ”platonisk”) – men ikke nok med det: Da han så møder Morheus, der stadig fastholder, at profetien må være sand, siger Neo: Den er løgn!
Hvor meget ”messias” er der så tilbage i Neo?
Faktisk kan man på baggrund af 2’eren begynde at spekulere på, om den digitale frelseshistorie i Matrix-trilogien er et (bevidst eller ej) forsøg på at ”afkode” eller menneskeliggøre den bibelsk-guddommelige frelseshistorie; det må 3eren vise.

Neo, „frelseren“, og Trinity (Matrix Reloaded: Sandrew Metronome Filmdistribution).

De er to planer i Matrix: handlingsplanet og tankeplanet.
Handlingsplanet er næsten udelukkende meget effektfulde kampscener, som ikke har ret meget – eller noget som helst – med virkeligheden at gøre; her er vi langt inde i computeren. Efter Morpheus’ agita-tionstale i menneskebyen Zion for at få indbyggerne over på sin side, sker der dog noget på handlingsplanet, der ikke har ret meget med krigen at gøre: en ekstatisk byfest, hvor det hele bliver mere og mere erotisk præget, og som kan lede tankerne hen på det, der skete, da israelitterne havde lavet deres guldkalv.
På tankeplanet drejer det sig om den filosofi, der især må være inspireret af Platons skelnen mellem ide og fænomen i hans hulelignelse. Hos Wa-chowski er det blevet til en skelnen mellem den menneskelige virkelighed og den digitale uvirkelighed eller drøm.
Hvad er den virkelige verden? Hvad er den falske? Det er ikke kun Platons filosofiske hulelignelse, der spøger bag spørgsmålene; det er for mig at se også den fare, der ligger i at leve så meget i den digitaliserede verdens cyberspace i kraft af de muligheder, virtual reality giver, at den rigtige, menneskelige verden bliver besværlig og fjern. Matrix-filmene henvender sig i udpræget grad til unge, til den generation, der er vokset op med computeren, og for hvem cyberspace og virtual reality (og avancerede computerspil) er en selvfølgelig del af hverdagen. Som jeg forstår Wa-chowski-brødrenes historie om, hvem der har magten – mennesket eller maskinen – står der advarselstavler rundt omkring i deres trilogi: Nok ser det spændende ud, men pas på, at maskinen ikke overtager magten – eller kontrollen!

Matrix reloaded læner sig med al dens selvhøjtidelige patos og alvorlige filosoferen så meget op ad parodien, at det – sammen med alle umulighederne i filmen – må ende med, at der kommer en parodi, en „Patrix“. Nok er dens effekter imponerende, og nok er den også rent fysisk en oplevelse at se, men grænsen for, hvad man kan tage alvorligt, er overskredet, og det er et problem for filmens ”selvforståelse”: Hvad vil den overhovedet sige os? Svaret må hænge i luften til november…