Jaci kritiseres for film

Jaci Velasquez siger selv, at beslutningen om medvirken i „Chasing Papi“ er gennemtænkt
– Lad ikke Jacis rolle i filmen vildlede din familie. Jag teenagere væk fra ”Chasing Papi”.Sådan lyder vurderingen fra Plugged In, som er organisationen „Focus on the family“s medie-anmeldelse website. Udfaldet kommer som følge af, at Jaci Velasquez medvirker i filmen „Chasing Papi“ (Se Udfordringen 17/2003).

Kristen i lårkort?

I anmeldelsen af Steven Isaac bliver der også rejst spørgsmålet: – Hvordan kan Jaci Velasquez, som repræsenterer den moderne kristne musikindustri, gå rundt i det alt for korte tøj, som hun gør i filmen „Chasing Papi“?
En fan spørger ligeledes i anmeldelsen: ­ Jeg forstår, at hun vil have et mainstream-gennembrud for at nå ud til resten af verden. Men stiller hun sig i et godt lys ved at være med i en film, som går imod, hvad hun står for som en kristen? siger Alena Takii.

Jaci svarer igen

De meget dårlige anmeldelser af filmen har fået Jaci Velasquez til at svare igen på sin hjemmeside:
– Jeg forstår, at der er mange spørgsmål omkring filmen – særligt efter at folk har set trailers i biograferne. Og for jeres sindsro: Nej, jeg har ikke forladt min personlige tro på Gud, og jeg har ikke i sinde nogensinde at gøre det.
Hun indrømmer, at der under optagelserne til filmen var nogle åndelige kampe:
– Der var udfordringer, som har at gøre med min personlige overbevisning og tro. Men jeg føler, at jeg takket være Guds nåde og styrke kunne være et vidne for mine kollegaer under optagelserne.
Både hendes mor, bror, manager og repræsentanter fra hendes pladeselskab Word Records fulgte hende i øvrigt tæt under optagelserne.

Ændrede filmen

Hun mener selv, at traileren giver et forkert billede af historien:
– Traileren viser faktisk ikke den fulde historie. Faktisk var jeg selv meget overrasket over mig selv, da jeg så den. Jeg er taknemmelig for, at de lod mig ændre og redigere flere scener, som jeg var utryg ved på grund af min tro.
I sin udmelding fortæller Jaci Velasquez også, at inden hun sagde ja til filmen, overvejede hun det i lang tid:
– Beslutningsprocessen om at „gå ind“ i Hollywood var en eftertænksom og bøn-mættet tid. Jeg snakkede ofte med både min familie og præst for at sikre mig, at det var et kald for mig, slutter sangerinden.

Jaci står ved sin tro

Også hendes bror Dion Velasquez støtter hende i en kommentar, som er offentliggjort på et fan-site. Han fortæller bl.a. at da Jaci fik manuskriptet, var det vurderet med mærket R, hvilket betyder, at børn under 17 år ikke må se den. Da Jacis ønsker var blevet opfyldt, fik manuskriptet mærket PG, hvilket betyder, at alle må se den – børn skal dog være sammen med en voksen:
– Fordi Jaci stod ved det, hun er, fik hun ændret en 10.000.000 dollar-film fra R til PG. Hvor mange kristne har gjort det? spørger Dion Velasquez og fortsætter:
– Jeg ville ønske, at flere ville bruge, hvad Gud har givet dem af evner, til at gøre en forskel i en kultur – i stedet for at prædike til den samme gruppe.
– Jacis tjeneste i filmen er ikke, at folk skal kunne finde et kristent tema i filmen. Jacis tjeneste er at ændre et helt produktionsstudies måde at tænke på. Det faktum, at en producent som 20th Century Fox lader sig påvirke af en, der kalder sig kristen, er værd at fejre.
Han slutter med at kritisere de kristne mediers kritik af Jaci for at medvirke til, at ikke-kristne mener, at kristne er dømmende og selvgode.