Ene om opdragelsen

– men aldrig aleneAf Marion Klug – fra det
tyske kvindeblad Lydia
Oversat af Dorthe OrbesenDa min mand Alexander døde pludseligt af et hjertestop og lod mig og vore tre børn tilbage, startede brutalt en ny tid for vores familie.

Dog var Gud ikke kun min støtte i disse svære dage, han stillede også mennesker ved min side, som stod mig bi.

Frem for alt var mine venner Monika og Andreas, som sammen med min mand havde drevet et ejendomsselskab, mig til stor hjælp på alle områder. Med deres ni-personers familie (fem børn, bedstefar og ”adopteret” bedstemor) var de netop flyttet ind i deres nyopførte hus og stod og skulle i gang med at lægge klinker på gulvet i stueetagen, da min opringning kom om, at Alexander lå for døden.
De lod alt stå og var i ugevis ved min side som to engle. Hele familien indstillede sig på at bo de kommende uger på det nøgne cementgulv for at hjælpe mig og mine børn. Den samme Gud, som bar og omsluttede min familie, bar også dem gennem denne vanskelige, anstrengende tid.
Jeg elsker og beundrer dem for det. Andreas begravede min mand og sin ven, påtog sig ansvaret for firmaet (fordi han som den eneste havde overblikket) og vi gik i gang med at komme videre.
Sammen arbejdede mine venner i et helt år på at få firmaet på plads, få overblik over de løbende forretninger, føre opsyn med byggepladserne, afholde boligselskabsmøder – og alt sammen som venstrehåndsarbejde, for Andreas er præst og Monika mor til fem.

Voksne mænd græd
Det, der i denne periode gjorde et stort indtryk på os og forbavsede os, var de mange mennesker – kloge, veluddannede, formuende – som tog vores tro alvorligt.
Berørt af Alexanders tidlige død tog de kontakt til os, og vi talte med dem om døden, det evige liv, Bibelen, omvendelse, syndsforladelse og et liv med Gud. Voksne mænd græd, og vi mærkede stor respekt for det, vi vidnede om. Trods stor sorg var vi efter sådanne samtaler fulde af tro og glæde og spurgte: ”Gud, hvad er din plan med os?”

Kollega-hjælp til børn
De to forretningsførere i ejendomsselskabet – Monika og jeg – har i alt otte børn i alderen 4–13 år. Derfor har vi organiseret os: Er et af vore børn syge eller behøver os, giver vi hinanden fri, og den anden tager over. Telefonsamtaler kan vi viderestille, så vi til enhver tid kan træffes.
Når vi nu ser velsignelse og succes, ved vi, at der forud ligger megen hovedbrud og svaghed. Vi er os bevidst, at vi er henvist til Guds nåde. Alligevel lurer den dumme følelse af ikke at gøre tingene godt nok lige under overfladen. Jeg må dække den med nåde og ikke give mig hen til den. Mange dage klarer jeg ingenting, jeg kommer kun gennem dem.
Allervigtigst er min tro på Gud og mit forhold til Jesus Kristus. Det bærer mig igennem, lader mig leve. De dårligste, mest fortvivlede, mørkeste og mest håbløse år i mit liv var de 22 år uden Gud. Jeg kan stadig huske, hvor tom og trist jeg følte mig. I Bibelen står der: ”Den, som tror på Sønnen, har evigt liv” (Johs. 3,36). Liv – det er jo det, vi alle længes efter.

Børnene styrkes
Mine børn er stadig små, de lytter meget til mig. De kan godt se, at vores liv kun leves ud fra Gud, alt andet er en dødbringende illusion. Den gode Gud i Bibelen, hans søn Jesus Kristus, Helligånden og personerne i Gamle og Ny Testamente er børnene meget fortrolige med.
”Mor, hvorfor er korset så vigtigt for os?” spurgte Charlotte en dag i bilen. ”Fordi Jesus døde på det for vores skyld, ikke også?” – ”Ja, min ven. Kan du også huske hvorfor?” – ”For vore synders skyld.” – ”Ja, det er rigtigt.” Hun sukkede: ”Det var slemt for ham – så mange synder! Han råbte endda: ’Gud, hvorfor har du forladt mig?’ Så tungt var det for ham.”
Jeg var overrasket over at høre sådan nogle ord fra en syvårigs mund. Charlotte talte videre: ”Men i himmelen er det ikke mere slemt for ham.”
Jeg var målløs, drejede bilen ind i vores indkørsel og vendte mig om mod min datter: ”Sig mig engang, hvor ved du alt det fra? Hvor har du hørt det henne?” ”I menigheden, og det står jo også i Bibelen”, fortalte hun glad og så på mig med store, alvorlige øjne. Jeg tog om hende og sagde: ”Ja, skat, sådan er det. Lige præcis sådan. Det har Jesus gjort for os, fordi han elsker os sådan.”
”Og derfor kaster vi vore bekymringer på ham, for nu er de jo lette at bære for ham i himmelen”, føjede Charlotte til. Jeg fik tårer i øjnene. ”Min lille ven, det er rigtigt. Og det må du huske på, ligegyldigt hvad andre mennesker fortæller dig. Sådan står der i Bibelen, og sådan er det. Gem det i dit hjerte, ikke?” ”Jo”, sagde hun leende, ”det er min skatkiste. Men der vil ikke ske noget, for Jesus er jo også i den.”

Venner giver nyt mod
Gud er vores ”hemmelige” kilde, det ved nu alle – naboer, forretningsforbindelser, forældre, venner, kolleger og slægtninge. De kan se virkningen i vores liv. Fra Gud får vi fred – en fred, som er større end al fornuft.
Siden Alexanders død har også veninder og venner spillet en ny vigtig rolle i mit liv. Jeg kalder dem ”mine opmuntrere”. Deres ord og gerninger var i de første uger som et lejrbål, hvor jeg kunne varme mine kolde hænder.
En veninde sagde for nylig til mig: ”Du har vundet, Marion, i format, personlighed og udstråling. Det er sjovt at lytte til dine historier.” Jeg er hende uendelig taknemmelig for, at hun sagde det til mig.
Efter min mands død skrev en af hans gamle venner et brev til mig, som jeg har læst mindst 10 gange. I brevet tilbød han mig sin hjælp, når som helst jeg måtte få brug for det. Jeg har allerede ofte og hårdt haft brug for den. Som arkitekt og byggeingeniør hjælper han mig i firmaet. Jeg betragter ham som sendt fra Gud. Hvad han har gjort for os, kan ikke gøres op i penge.
En anden veninde, selv mor til seks børn, ringer til mig hver mandag og giver mig et bibelvers med ind i ugen. Hver gang møder jeg derved Gud, og det gør mig stærk. Netop fordi jeg nu er alene, behøver jeg mennesker, som jeg kan have fællesskab med i sandhed og kærlighed.
”Hvordan har du det?” bliver jeg ofte spurgt. Jeg har det vel sådan som Peter, da han løb på vandet. Ofte føler jeg det, som om jeg hvert minut kan synke. Den faste grund under mine fødder er nådens realitet og Guds godhed. Hører jeg op med at takke for alt det gode, alt det, der er lykkedes, alt det smukke, alt, hvad jeg har, begynder jeg at synke.

Ny udsigt hver morgen
Til de mennesker, som tror, jeg er stærk, og som beundrer, hvordan jeg klarer hverdagen, må jeg helt ærligt sige: Om aftenen er jeg ofte følelsesmæssigt så tappet for energi, at jeg ikke tror, jeg kan klare mere.
Ofte synes jeg, jeg ligner en tennisspiller, som slår løgnens, angstens og nødens bolde tilbage med Bibelens for- og baghånd, for at min familie og jeg kan leve i fred og sandhed. Min grundlæggende beslutning er, hvad der end sker, at ære Gud ved tro og tillid og aldrig tvivle på hans kærlighed. Og rent faktisk: Hver morgen er hans nåde ny – den er der for os hele dagen. Når modet svigter, og kræfterne ikke slår til, er Gud der og virker i min svaghed.
Når jeg kryber i seng om aftenen, lægger jeg mit eget og børnenes liv i Guds hænder og ved: Han våger over os og vores hus og giver mig søvn. Næste morgen lover han mig: Jeg vil gå foran dig og jævne bjerglandet, jeg vil slå de ubrydelige døre ind og knuse jernstængerne og give dig hemmelige skatte og skjulte klenodier, for at du kan erkende, at jeg er Herren (Esajas 5,2-3).
Og så kan jeg mærke det igen: Hvis Gud er for mig, hvem kan da være imod mig?