Frank Mangs:
Mislykkede eksistenser
Oppe i Norrland stod jeg engang ved bredden af en bred flod. Det var højsommer og varmt, og det års tøm-merfløtning var næsten slut. Strengt taget var der bare en og anden forsinket tømmerstok, som langsomt og mageligt fulgte med strømmen. Enkelte var begyndt at synke. Af dem så man blot den øverste rand af en gråhvid ryg, der nu og da stak op over vandfladen, mens de langsomt drev mod havet.
Men i et eneste nu blev vandspejlet skåret sønder af en skarp stævn. Det var en racerbåd, der kløvede vandfladen i to halvdele og som en besat for op imod vandfaldet, der brusede nogle hundrede meter længere fremme. Der var fart og spænding og sprudlende energi!
Jeg stod på bredden, fængslet og betaget. Jeg så, at både tømret og båden på en uhørt måde illustrerede to forskellige mennesketyper.
Den ene type lever, stærkt og intensivt, den anden type eksisterer blot. Den ene går imod strømmen, overvinder modstanden og sejrer, mens den anden lader sig drive med strømmen uden engang så meget som for alvor at spørge, hvor det bærer hen.
Og jeg så for mig ansigter kendte menneskeansigter der engang havde haft alle forudsætninger for at blive til noget i livet, men som ikke var blevet til andet end mislykkede eksistenser.
Mislykkede eksistenser!
De er hverken som mennesker eller arbejdere blevet, hvad Skaberen havde tænkt, og hvad de selv inderst inde ønskede at blive.
Hvad er nu årsagen hertil? Sommetider er det naturligvis mangel på begavelse, men det er bare sommetider. Nu og da er de mislykkede individer kommet på en forkert hylde her i livet. Undertiden mislykkes et menneske, fordi det ikke har fået den uddannelse, som arbejdet og opgaven kræver. Men også dette er bare i nogle tilfælde.
Meget oftere i ni tilfælde af ti mislykkes det, fordi man ikke er villig til at betale prisen for, at det skal kunne lykkes. Man flyder blot med, men man ved ikke, hvad det vil sige i sit arbejde og i sit kald at være grebet af en idé og behersket af en lidenskab. Man bryder sig ikke om at mobilisere sjælens og legemets kræfter til en virkelig koncentreret samling, træning og anspændelse. Man søger et levebrød, men ikke et kald. Man begærer blot en eksistens, men ikke en mission. Og eftersom man er tilfreds med kun at eksistere, kommer man aldrig til at leve virkeligt.
Rent automatisk bliver man en mislykket eksistens.
Frank Mangs (1897-1994) blev født i Finland, var bosat i Sverige, men virkede i hele Skandinavien, ikke mindst Norge, hvor over 100.000 blev kristne. Gennem et stort forfatterskab kom han til at præge en ny generation af prædikanter.
Ovenstående artikel er fra Livet og Lyset (1948) Missionsforbundets Forlag.
