Det er aldrig for sent

Brevet herunder fortæller om, hvordan det nytter at arbejde med sig selv og hvordan det er muligt at få hjælp fra mange forskellige steder – og så er det åbenbart ikke for sent at tage fat i de grundlæggende relationer i sit liv selv om man, som Birthe Sehested skriver her, er nået et godt stykke op i alderen.

Så hvis du vil høre en god og opbyggelig historie fra det virkelige liv, så læs:- Jeg havde altid underordnet mig andres behov og påtaget mig ansvaret for deres ve og vel, fortæller en læser, der blev ene…For 14 år siden måtte jeg pludselig se i øjnene, at jeg skulle leve mit liv alene. Jeg havde aldrig boet for mig selv og havde altid underordnet mig andres behov og påtaget mig ansvaret for deres ve og vel.
Det var en mærkelig fornemmelse at have tid til at mærke hvordan jeg egentlig havde det. Jeg anede i virkeligheden ikke hvem jeg var og om jeg selv havde ønsker og behov der kunne opfyldes. Desuden må jeg sige at mit selvværd var under nul-punktet. Jeg havde jo ikke formået at holde sammen på det, der var.
Med ønsket om at finde ud af hvem jeg var begyndte jeg at skrive min historie så langt tilbage som jeg kunne huske. Da jeg derefter var kommet lidt videre prøvede jeg at finde ud af hvilke temperamenter, jeg indeholdt, samtidig med at jeg bad min søster beskrive hvordan hun opfattede mig. Det blev lidt skræmmende, men nu havde jeg lidt mere at arbejde ud fra. På et tidspunkt smed jeg alt ud der mindede mig om min barndom og ungdom. Jeg troede jeg kunne slette det og begynde på en frisk.
Efter nogle år blev jeg bisidder i KRIS (Kristen Rådgivning for Incestramte og Seksuelt Misbrugte) og i den sammenhæng lærte jeg en del om den menneskelige psyke. Mange af de arbejdsredskaber, jeg hørte om, kunne jeg bruge på mig selv og jeg syntes, der skete store fremskridt. Dog havde jeg en følelse af at være delt i to. Udadtil fungerede jeg nogenlunde, men indeni var der kaos og smerter. Jeg knoklede videre i håb om at kunne lægge fortiden væk. Nogle af de bøger jeg læste om psykologi måtte jeg lægge væk, det gjorde for ondt at læse dem.
I håb om at komme væk fra smerten meldte jeg mig i foråret 2001 til Teleios kurset om fornyelse af sindet. Det måtte være noget jeg kunne bruge. Men da jeg fik det tilsendte materiale gik jeg helt i sort da jeg læste om ansvarlighed. Endelig gik det op for mig, at jeg havde brug for hjælp til at komme videre og få fortiden bearbejdet.
Jeg ringede samme dag til en familierådgiver og fik aftalt tid til samtaler. Det første halve år mødtes vi ca. en gang om ugen og gradvis blev der længere tid mellem samtalerne. Det havde stor virkning at skulle sætte ord på følelserne og jeg må indrømme at jeg ind imellem havde mest lyst til at bakke ud for det gjorde afsindig ondt og kostede spandevis af tårer. Jeg fortryder i dag at jeg slettede alle spor af min fortid. Den er der jo som en del af mig og jeg måtte se den i øjnene for at komme videre. Med min forstand fik jeg styr på rigtig mange ting, men mine følelser sagde stadig, at jeg ikke fortjente at se så meget på egne behov, men skulle være problemløser for andre.
Sidste efterår og her først på året blev jeg imidlertid involveret i nogle problemer (andres) der gjorde, at jeg kørte helt ned psykisk og måtte have beroligende medicin. Jeg måtte helt væk fra det hele og tog på retræteophold på refugiet i Løgumkloster. Det var første gang i mit liv jeg gav mig selv lov til kun at have ansvar for mig selv og lægge alle andre ansvar fra mig.
Da jeg kom hjem derfra var jeg et helt nyt menneske. Alt det jeg vidste med min forstand var kommet ned i mine følelser. Jeg har lov til at tage mig af egne behov og ønsker. Det er ikke min skyld at andre har det svært. Det er ikke mit ansvar hvilke valg og handlinger de fører ud i livet. Jeg hverken kan eller skal påtage mig ansvaret for hvad de gør. Jeg har kun ansvaret for hvad jeg selv gør og har gjort.
Jeg føler simpelthen, at jeg har efterladt en tonstung bagage af skyld og ansvar og er kommet hjem som et frit menneske.
Lykkeligst den, der har fred med sig selv, fred med sin Gud og fred med sin næste.
Det blev en lang og svær rejse gennem 14 år, men det var turen værd. Til dig, der har det svært af en eller anden grund vil jeg sige: ”Skam dig ikke over at søge hjælp. Det nytter at få sat ord på tingene, og det kan forkorte din rejse”.
Selv skulle jeg blive 65 år før jeg nåede frem til den indre fred.

Mange hilsner fra
Birthe Sehested
Randers