Er jeg værd at holde af?

Vejen ud af forkastelse kan være lang og svær, men troen lukker op for nye mulighederJeg troede, jeg skulle være anderledes, for at min far kunne holde af mig.
Af Petra Böhm, Lydia

Min mor var død tidligt, og forholdet til min far formede sig meget vanskeligt.
Gennem hans kritik og hans sårende, ironiske bemærkninger voksede den følelse i mig, at jeg ikke var, som jeg skulle. Når han sårede mig, lo jeg ganske vist og lod, som om det ikke gik mig på. Dog var hans ord som dolkestød, der ramte mig dybt og smerteligt i mit indre.
Jeg troede, jeg skulle være anderledes, for at min far kunne holde af mig – selvsikker, kontaktvenlig, livsglad, se godt ud og have succes. Men dette billede modsvarede jeg på ingen måde. Jeg var meget sensibel, lod mig let slå ud, var genert og kendte til depressive stemninger. Jeg var fyldt med angst, manglende selvtillid og usikkerhed. Min søster passede meget bedre på dette billede. Jeg var ofte jaloux på hende, for hun fik mere ros og anerkendelse fra min far end mig.
Med tiden troede jeg på de negative ord, han sagde om mig. Jeg var bange for ikke at kunne give andre noget og kun at gøre dem ulykkelige. Desuden var jeg bange for, at andre skulle afvise mig eller erklære mig for tosset, hvis de lærte mig at kende, som jeg virkelig var. Spurgte nogen mig, hvordan jeg havde det, foregav jeg, at alt var i orden – også selvom jeg var på kanten af at græde.
Jeg kunne ganske enkelt ikke lide mig selv. Men hvor jeg dog længtes efter et menneske, der ville holde af mig, som jeg var. Det ville for mig være et bevis på, at jeg er værd at blive elsket.
Hos mænd søgte jeg efter den kærlighed, som min far ikke kunne give mig. Ofte blev jeg skuffet og bedraget. Til sidst giftede jeg mig, men jeg troede ikke mere på kærlighed.
Jeg talte godt med min mand – han ville ikke have sex med mig med det samme, og det var jeg glad for. Men heller ikke ægteskabet forløb så problemløst, som jeg havde forestillet mig det. Ligesom min far kunne min mand også kun vanskeligt give udtryk for følelser.
En dag, da jeg var ved at rydde op i min bedstemors lejlighed, fandt jeg en bog. Mennesker fortalte heri, hvordan deres liv havde ændret sig ved tro på Jesus Kristus. I begyndelsen troede jeg ikke, det passede, men da det endnu engang gik mig rigtig, rigtig dårligt, begyndte jeg at bede og tog Jesus ind i mit liv. Efter bønnen strømmede en flod af tårer ud af mig. Jeg følte mig befriet og mærkede en dyb ro og en grænseløs kærlighed. I mit hjerte hørte jeg de ord, jeg så inderligt havde længtes efter at høre: ”Jeg elsker dig.”
Pludselig vidste jeg det: Der findes en, for hjem du er noget værd, sådan som du er, for han er endda død for din skyld! Findes der et større bevis på ægte kærlighed?
Min far og andre mennesker, som havde gjort sig skyldige over for mig, kunne jeg tilgive. Men jeg bad også mennesker, som jeg var skyldig overfor, om tilgivelse. Jesus Kristus hjalp mig til at synes bedre om mig selv og lære at elske mig selv. Han gav mig også mod til at sige det åbent og ærligt, når jeg ikke havde det så godt. Også fremover var der svære tider, men Jesus har altid taget mig ind til sig i sin helbredende nærværelse.