Højre ben er kortere

Brev:

Kære Orla Lindskov
Jeg har læst i Udfordringen, at du sender en salvedug og beder for folk. Nu vil jeg gerne, at du vil gå i forbøn for mig. Jeg er 79 år og enlig kvinde. Jeg har igennem lang tid haft stærke smerter i mit højre ben, når jeg bevæger mig udenfor mit hjem. Jeg har en fornemmelse af, at mit højre ben er kortere end det venstre. Vil du være venlig at sende mig en salvedug, så vil jeg være dig meget taknemmelig. Jeg er fuldt ud klar over, at det er vor kære Jesus, der er den store helbreder. Men tak fordi du som kristen har påtaget dig at bede for folk.
Kærlig hilsen
V.M.
Århus

Svar:
Den store helbreder

Kære V.M.
Jeg har sendt dig en salvedug og bedt for dig. Jeg tror, at din fornemmelse af, at benene ikke er lige lange, skyldes, at der er ubalance i dit hofteparti. Mange danskere lider under det problem. Det er sjældent, at det skyldes, at det ene ben rent faktisk er længere end det andet. Hvis man generelt udlægger problemet sådan, er det nok ikke rigtigt. Der er, som jeg ovenfor har nævnt, sket en forskydning, kommet en ubalance ind i hoftepartiet. Dette medfører, at du rent faktisk halter, når du går. Ved forbøn på møder ser jeg ofte, at balancen genoprettes. Derfor har jeg sendt dig en invitation til et møde i Århus.
Du har fuldstændig ret i, at det er Jesus, der er den store helbreder.