Michael ‘ser’ Gud – selv om han er blind
Michael Christophersen er blind, men
alligevel aktiv som pianist og lovsangslederMichael Christophersen (48) bor i Blåhøj ved Brande og har ansvar for musikken i byens pinsekirke, Betania Kirkecenter. Skønt Michael er blind, formår han at lede hele menigheden ind foran Guds trone i lovsang, mens han sidder ved flyglet og spiller til Guds ære.
Af Anne Lise Madsen
Når han er med i den daglige bedetime i kirken, oplever Michael ting i den åndelige verden, som den seende ikke formår at se.
Det er, som om Gud er meget nærværende i hele Michaels tjeneste og daglige liv.
Vi har spurgt ham, om han vil dele lidt af sin livshistorie med Udfordringens læsere, og det gør han med glæde:
– Jeg er vokset op i et kristent hjem, men allerede som ganske ung blev jeg involveret i ungdomsoprøret omkring 1968, og det medførte en masse sår indvendig.
Jeg fik en forkvaklet og forvildet ungdomstid, som satte dybe spor i mit liv, så jeg følte mig invalideret og såret på mange måder.
– Jeg var fyldt af de forkvaklede tanker, som prægede de unge den gang, og jeg blev revet med uden at have noget at stå imod med.
– Som 14-15-årig begyndte jeg at lytte til hård rockmusik, ryge hash og tage andre stoffer og var med på den frie seksualitet. At jeg ikke blev fuldstændig ødelagt, tror jeg skyldes, at Gud kaldte på mig, og at mine forældre bad for mig.
– Jeg blev blind, da jeg var 27 år. Hele mit liv var meget svært, og jeg gik rundt med depressioner, som både gik ud over mig selv og andre.
– Men jeg var hele tiden søgende efter en mening med livet. Alle de 18 år, hvor jeg levede i åndeligt mørke, gik det nedad bakke for mig – indtil jeg blev frelst!
Var der nogen, der fortalte dig om troen på Gud?
– Ja, en fra Jehovas Vidner! – Det var en, der var nidkær og havde udset sig mig, og det takker jeg Gud for i dag. Men samtidig havde jeg helt siden min barndom og ungdom sunget i kirkekor og været organist i kirken. Jeg kunne ikke få det, som jeg hørte fra Jehovas Vidner, til at passe med det, jeg kendte fra min barndoms bibel.
– Jeg tog et skridt i retning af Gud, men jeg kunne mærke, at det ikke var hos Jehovas Vidner, jeg skulle være.
– Derefter kom jeg ret hurtigt i kontakt med en bibeltro præst i Folkekirken, som jeg sluttede mig til et par år og lærte mange ting om Guds ord.
– På den tid havde jeg et stort alkoholproblem. Alligevel troede jeg på Jesus og var en kristen. Jeg blev dog meget teoretisk – uden Guds kraft. At jeg var frelst, det ved jeg, for jeg havde så mange gode oplevelser med Gud, men jeg kunne ikke få bugt med de mange virkelig svære ting, jeg var bundet af, alkoholen og andre dårlige vaner.
– En dag kunne jeg ikke mere, og jeg følte, Gud ledte mig til at tage hovedet af, koble al min lærdom og viden fra og lægge det hele ned. Jeg sagde til Gud: Jeg kan ikke mere!
– Efter jeg havde gjort det, kom jeg i kontakt med mennesker, der troede på Helligåndens kraft. Der blev jeg døbt med Helligånden og sat fri fra alt det, der bandt mig, fra den ene dag til den anden, også trangen til alkohol.
– Det var i 1990. Al synd, som havde bundet mig og tynget mig ned, forsvandt. Det var virkelig vidunderligt for mig at opleve Guds stærke kraft på den måde! Efter den oplevelse begyndte det at gå fremad!
– Jeg havde mødt Merete, min kone, nogle år tidligere, efter jeg var blevet kristen. På det tidspunkt var hun dybt involveret i det okkulte. I 1991 fik jeg lov til at bede med hende til frelse, og vi blev gift. I 1993 rejste vi på bibelskole i Brande nogle år og i samme periode fik vi vores søn, som nu er 9 år.
– Merete døde for et par år siden og er nu hjemme hos Herren. Livet er fyldt med glæder og sorger, men gennem det alt sammen er der en stor fred fra Gud i mit liv!
Du har en meget travl hverdag. Du er blind, men ser nogle behov på flere områder – og gør noget ved det
– Jeg kan nu godt være lidt doven også, indrømmer Michael. – Jeg dur ikke til at have travlt, men jeg har det alligevel godt med at tage mig af andre mennesker. Jeg hviler i Gud i alt det, jeg gør, og er meget taknemmelig for min hverdag. Det er mest på musikkens område, jeg udfolder mig, og jeg elsker at synge og prise Gud.
Hvornår begyndte du at interessere dig for musik?
– Som 6-årig begyndte jeg at spille klaver, som 11-årig begyndte jeg at spille cello, som 13-årig spillede jeg guitar, som 19-årig begyndte jeg at spille orgel, og så kom jeg på konservatoriet.
– Jeg kunne dog ikke tage nogen eksamen dengang på grund af mine depressioner. Jeg gik på konservatoriet to gange, men kunne ikke fuldføre eksamen. Men efter jeg blev en kristen, tog jeg trods min blindhed en organisteksamen, og har siden virket som organist og klaverstemmer. Nu fungerer jeg som musikalsk leder i Betania Kirkecenter i Blåhøj.
I har for nylig lavet en CD, som er optaget med dig og dine lovsangere i menigheden…
– Ja, den blev lavet specielt med det formål at styrke lovsangen. Jeg blev så inspireret, at jeg klart følte, at Herren sagde til mig: Lav en CD! Den er udsolgt nu, så vi har fået genoptrykt den.
– Vi vil gerne senere lave en ungdoms-CD, og jeg har mange CDer i maven. Jeg producerer selv masser af musik og sange og har lyst til at lave 3-4 CDer, men det er dyrt og kræver meget. Men når tiden er inde, kommer de!
Samtidig er du organist i vore to folkekirker i sognet…
– Ja, det er jeg på vikarbasis, da jeg jo ikke kan spille både i Betania og Folkekirken på samme søndag formiddag. Jeg føler et kald til at prioritere Betania først.
Du når også at lave mad og klare mange ting i dit hjem. Du må kende hver en krog af dit hus?
– Ja, det gør jeg. Og jeg kan godt lide at lave god, nærende og spartansk mad! Men jeg kan også lide at gå på restaurant med gode venner og nyde fællesskabet. Hverdagen klarer jeg fint med hjælp fra venner og andre hjælpere. Vi har et fantastisk godt netværk her i byen.
Jeg ved, du ofte bruger skriftsteder fra Bibelen i dine bønner. Hvordan kan du huske Guds ord så nøjagtigt?
– Jeg har en god hukommelse i visse ting. Der er andre ting, jeg bestemt ikke kan huske. Men Bibelen læser jeg på punktskrift i små doser, for jeg kan ikke læse særlig hurtigt. Jeg sætter mig ofte og læser nogle få vers – aldrig mere end et kapitel, og bagefter tager jeg mig tid til at lade det synke dybt ind i mit hjerte, og jeg tænker meget over det.
– Fordi jeg er blind, kan jeg ikke rumme så meget, men Guds ord lader jeg gå i dybden i mit indre.
