To skal vie Mary og Frederik

Hofpræsten træder et skridt tilbage for Københavns biskop ved kronprinsens bryllupBiskop Erik Normann Svendsen får lov at være med til at vie Danmarks kommende kongeparNår kronprins Frederik den 14. maj næste år vies til Mary Donaldson, vil den 74-årige kongelige konfessionarius, dr.phil. Christian Thodberg, for første gang i 18 år ikke stå alene med det pastorale ansvar ved de kirkelige begivenheder i kongehuset.
Københavns biskop, den 12 år yngre Erik Norman Svendsen, skal i vielsens centrale del tale til brudeparret, og derpå med de klassiske liturgiske gloser tilspørge Kronprins Frederik og Mary Donaldson om de vil “elske og ære hinanden i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke dem, som ægtefolk bør leve,“ indtil døden skiller dem.
Thodberg skal blot være koordinator for de større rammer omkring den kirkelige ceremoni.
Det er endnu ikke aftalt, hvordan biskop Norman Svendsen og han selv skal dele liturgien imellem sig, men arrangementet er usædvanligt, uanset hvilken af de to præster der skal være assistent for den anden.

Biskop Erok Normann Svendsen skal forrette selve vielsen af det royale brudepar i Domkirken
Lang erfaring

Som konfessionarius for kong Frederik IX viede afdøde biskop Erik Jensen fra Aalborg i sin tid både Dronning Margrethe og hendes søster Benedicte. Som hans afløser fik Christian Thodberg blandt sine første opgaver konfirmationen af prinserne Frederik og Joachim. Siden har han viet kron-prinsens lillebror til prinsesse Alexandra, begravet Dronning Ingrid og døbt prinserne Nikolaj og Felix.
Fra sin barndom var Grev Henri de Laborde de Montpezat katolik, og før han som Henrik blev prinsgemal i Danmark fik han hos Erik Jensen undervisning i luthersk kristendom og konverterede til den evangelisk-lutherske tro. Derved blev han medlem af Folkekirken ligesom Dronning Margrethe, der som enhver anden monark ifølge grundloven kun kan regere Danmark, så længe hun – som grundloven siger – tilhører den evangelisk-lutherske tro.

Mary behøver ikke konvertere

Ligesom fx mange protestanter i Skotland, hvorfra Mary Donaldsons far udvandrede til Australien, tilhører hun selv den presbyterianske kirke, der har mange fælles træk med de lutherske. Siden 2001 har Folkekirken haft et formelt fællesskab med presbyterianerne; de er en del af den reformerte kirke, hvis størrelse på verdensplan ligger på omkring 70 millioner medlemmer, næsten som den lutherske. Kronprinsens hofchef, Per Thornit, oplyser, at i modsætning til sin kommende svigerfar vil den vordende kronprinsesse ikke ‘konvertere’ til Folkekirken, men ganske enkelt, som ethvert andet medlem af den presbyterianske kirke, der flytter til Danmark, kunne optages som medlem når hun overfor en præst – i dette tilfælde den kongelige konfessionarius – har bedt om at blive optaget.