Ole Hallesby:
Den kristnes lykke

De lykkeliges Lykke bestaar ikke i lutter Glæde og høje Stemninger. Der er enkelte i vore Dage, som misforstaar den troendes Lykke i den Retning. Og Følgen er, at de søger at tvinge sig selv ind i en anstrengt Glæde, som virker skadelig baade paa dem selv og paa deres Omgivelser. De lever i en daglig Forstrækning, indtil Buen en skønne Dag brister.
Den kristnes Lykke er af en anden Art. For det første er den ægte og naturlig. Her behøves ingen falske Opstrammere, her er ikke Brug for eksalteret Selvsuggestion. For det andet er den kristne Lykke ikke, saa lidt som Livet er det, linieret og monotont, men i stadig bølgende Bevægelse. Den svinger mellem Sorg og Glæde, mellem Frygt og Fred, mellem Tvivl og Tro, mellem Smil og Taarer. Livet er sammensat, og Gudslivet mere end noget andet Liv. Det rummer i sig de mærkeligste Modsætninger.
En erfaren Kristen ved, at hans Glæde i Gud hverken vindes eller bevares uden Sorg. Hans Lykke bestaar derfor ikke i, at han befries for Sorgen. Men den bestaar i, at han oplever Gud og hans usigelige Naade baade i Sorgen og i Glæden, i Frygten og i Freden, i Fortvivlelsens Angst og i den salige Hvile.

Lidelsesfælleskabet

Han ser, at den dybe Sorg og Fortvivlelse over sig selv, over sin Egenkærlighed og Selvraadighed og Verdslighed og Træghed og Uvillighed, det er den eneste Jordbund, hvori Glæden i Gud kan vokse og trives. Derfor beder han ikke Gud om Befrielse fra Smerter og Lidelser. Men han beder om at maatte opleve Kristus og Kraften af hans Opstandelse, selvom han ved, at dette alene kan ske ved at opleve Samfundet med Kristi Lidelser.
At lide med og for Kristus er for den troende en ren og høj Lykke, saa længe han blot findes i ham og oplever Kraften af hans Opstandelse.
Og nu du lykkeløse! Vil du fortsætte som hidtil at slide dig frem med din selvgjorte Kristendom uden indre Villighed, uden Fred og Glæde, uden Liv i Gud?
Der er ingen, som kan hindre dig deri, ikke engang den almægtige Gud. Men hvis du vil, saa kan du forandre dig og gøre det, som jeg i det foregaaende har prøvet paa at sige dig. Det, han gør med dig, gaar langt ud over det, jeg har formaaet at sige. Jeg føler aldrig mine Ord saa fattige, som naar jeg skal tale om Guds store Gerninger til vor Frelse. Men vil du prøve det, saa skal du selv erfare, at der er noget i denne Verden, som er herligere, end vore stærkeste Ord formaar at udtale.
Du anser det for umuligt og begriber ikke, hvordan du skulde kunne holde det ud at give dig Gud i Vold – at opgive dig selv og lægge Roret over i Guds Haand.
Ja. du har jo Ret. For dig er det umuligt – men ikke for Gud. Han skaber, dvs. han frembringer det, som ikke er, og som intet Menneske kan frembringe.

Ole Hallesby (1879-1961) er en af Norges mest kendte prædikanter. Han var i næsten 50 år lærer ved menighedsfakultetet i Oslo, og han havde en teologisk doktorgrad fra Tyskland.
Ole Hallesby var kendt for sin enkle og radikale forkyndelse. Med sin forkyndelse lagde han grunden for flere vækkelser i Norge. Han skrev i alt 69 bøger, der er oversat til 29 sprog. Hans mest kendte bog Fra Bønnens Verden er alene i USA trykt i mere end 40 oplag.
Artiklen her er hentet fra bogen „Kristendommens Kraft“ udgivet af O. Lohse