Karriere ved kødgryderne

Claudia Albrecht er glad for at være kvinde. At denne adrætte kvinde næste år fejrer sin fyrre års fødselsdag, er svært at tro. ”Jeg ser det kun som et tal på et stykke papir, at jeg bliver fyrre”, bekræfter hun. ”Men jeg tror heller ikke, at kvinder på fyrre i dag føler sig gamle.”Det er ikke kun hendes tre børn, Julian (14), Yasmin (10) og Sophia (4), der holder hende i form. Da familien bor på 4. sal i et ældre boligbyggeri i Frankfurt, må Claudia flere gange om dagen gå op og ned ad de 92 trappetrin, så det er ikke nødvendigt for hende at dyrke sport for at bibeholde en god figur. Claudia har været gift i tyve år. Hendes mand Peet er ofte væk i flere dage i træk i forretningsøjemed. Trods adskillelsen føler de sig dog begge som et team om de opgaver, der hører til. Allerede da Claudia var femten, var det hendes højeste ønske at blive mor. I dag siger hun med et polisk smil om munden: ”Jeg gør karriere ved kødgryderne!”

Hvordan klarer du det ene øjeblik at være mor til en teenager og det næste øjeblik til et lille barn?
Naturligvis skal hvert af børnene opdrages forskelligt, fordi de hver for sig er forskellige, men jeg har jo også fjorten års ”erhvervserfaring”. Når man får sit tredje barn, er alt ikke mere så nyt og spændende, men jeg kan også mærke, at jeg heller ikke mere er så konsekvent. Jeg tænker ofte: ”Nu må jeg snart i gang med at opdrage den yngste!” Ofte løber barn nr. 3 bare med. Men netop et barn som Sophia, som har en meget stærk vilje, behøver stramme tøjler.
Julian var også et meget vanskeligt barn som lille, som jeg altid skulle være konsekvent overfor. Det var en streng tid for mig. Jeg var ret ung, og i de første to år troede jeg, at det aldrig ville lykkes mig. Dengang var jeg meget ulykkelig og usikker på mig selv. Jeg skammede mig tit over Julian, fordi han var så fræk, bed andre og smed om sig med legetøjet. I min nød bad jeg: ”Gud, jeg ved slet ikke mere, hvad jeg skal stille op med den dreng. Hvordan skal jeg opdrage ham? Ingen kan lide ham, og jeg holder faktisk heller ikke af ham?” Og så lige pludselig blev det sådan, at jeg kunne acceptere Julian, som han var. Jeg blev klar over, at jeg som mor én gang for alle måtte elske dette barn, ligegyldig hvordan han var. Fra da gik det bare fremad. Efterfølgende kan jeg sige, at min søn har opdraget mig mindst lige så meget som jeg ham. I dag er Julian en sjov teenager, og jeg holder meget af ham. Da alt således havde vendt sig til det bedste, tænkte jeg: ”Nu tør du godt få et barn mere.” Så kom denne gave – Yasmin. Et barn, som jeg aldrig har skullet opdrage på. Når jeg siger ”nej”, så er det nej. Det skyldes ikke, at jeg er en god mor, men at dette barn er, som det er.

Fortæl os lidt om, hvordan I fejrer juleaften…
Kl. 16 går vi alle til gudstjeneste i menigheden. Derefter kommer min moder og hendes samlever til middag. Jeg pynter lejligheden med juleting og laver en fire retters menu. Det kan jeg godt lide! Yasmin kan for det meste ikke vente, til vi er færdige med at spise, med at få lov til at pakke gaverne ud. Sidste år spillede Julian keyboard og Yasmin læste et digt op.

Fortæller I jeres børn, hvorfor vi fejrer juleaften?
Ja, det lærer de helt fra små af. Jeg har altid vægret mig lidt ved julemanden. Vi har allerede tidligt fortalt vore børn, at der ikke findes en julemand, og at vi holder jul for at fejre Jesu fødselsdag. Og fordi han er gaven til os, vil vi ikke lægge alt for stor vægt på gaverne. Op til jul pakker vi pakker i menigheden, som bliver sendt til andre lande. På den måde lærer børnene, at der findes mennesker, som ikke har så meget.

Din mand er ofte ude at rejse. Hvad er hans job?
Han har i 13 år været freelance kameramand og regissør. Tolv dage om måneden arbejder han på en kristen fjernsynsstation i Schweiz. Desuden arbejder han som regissør for andre kristne radiostationer.

Hvordan holder I jeres ægteskab i gang, når I er så ofte er væk fra hinanden?
For et års tid siden besluttede vi at gå ud hver fredag, og det nyder vi meget.

I har været gift i tyve år. Har der været perioder med krise i jeres ægteskab?
Da børnene stadig var små, var der en periode, hvor jeg var ret ulykkelig. Det var vigtigt at have en veninde at græde ud hos, når min mand ikke var der.
Jeg har dybe rødder her i Frankfurt. Min søster bor nogle etager under os og min svoger et par etager over. Her har jeg et snævert netværk og kender mennesker, som hjælper mig med børnene. Siden børnene var små er jeg desuden kommet i en mødregruppe i menigheden, hvor vi mødes to gange om ugen – for at vi mødre gensidigt kan bygge hinanden op. At have et sted at lufte sine problemer er allerede den halve løsning.

Du arbejder deltids i lufthavnen. Hvori består dit arbejde?
Jeg har arbejdet 18 år i et stort, tysk luftfartsselskab som stewardesse på landjorden og tager mig af børn, der rejser alene, hjælper dem med at komme ombord, skifte fly o.a., som man også gør med handicappede og ældre passager, der har svært ved at finde rundt i virvaret i lufthavnen.

Når du kommer hjem fra arbejde, venter den næste store opgave – husholdningen…Jeg er tit for hurtig til at gøre tingene selv og ikke sætte børnene i gang, og jeg ved, det er en fejl. Når min mand er hjemme, er han flink til at hjælpe til. Han støvsuger, rydder op og laver mad om lørdagen, når jeg er på arbejde. Sommetider må jeg endda ringe til ham i Schweiz og spørge: ”Peet, hvor har du gjort af stegepanden?”

Er det lykkedes dig at finde den rigtige balance mellem familie og arbejde?
Jeg er et menneske, som ikke behøver ret megen hvile, ro omkring mig eller tid til mig selv. I sommer var vi på ferie i tre uger, og jeg var ved at blive forrykt af ikke at lave noget. Derefter havde jeg fem børn herhjemme og følte mig som en catering service, fordi jeg lavede mad til alle og var i gang hele tiden. Det var et kæmpearbejde, men jeg var lykkelig.
Vi ville helt sikkert have mere til os selv, hvis jeg arbejdede fuldtids – men vi har besluttet, at jeg bliver hjemme og opdrager vores børn. Jeg har ikke følelsen af at gå glip af noget, fordi jeg ikke gør karriere. Hvis jeg har opdraget tre børn på en god og tryg måde, så har jeg i sidste ende også præsteret noget.

Elisabeth Mittelstädt & Saskia Barthelmess
fra Lydia. Oversættelse: Dorthe Orbesen