30 år i Soldatermissionen

Nyudnævnt bogholder har været i KFUMs Soldatermission i over 30 årInger Marie Nielsen er først for nylig vendt tilbage til Jylland, nærmere betegnet Fredericia. Det skete samtidig med, at landskontoret for KFUMs Soldatermission flyttede ind i nybyggede lokaler i Fredericia, og Inger Marie Nielsen fulgte selvfølgelig med sin arbejdsplads.Den nu 53-årige Inger Marie Nielsen rejste i 1971 til København fra Jylland for at prøve arbejdet som kontorassistent på KFUMs Soldatermissions landskontor i Gothersgade. Hun var usikker på, om hun kunne trives i storbyen, men arbejdet var interessant og meningsfyldt, og Inger Maries ”prøvetid” i København blev til et fast job, ja, nærmest en livsstil i godt 30 år.
Inger Marie Nielsen er netop blevet udnævnt til bogholder i organisationen, hvor hun arbejder med regnskab, løn og har god kontakt med lederne på de 18 soldaterhjem og de 15.000 soldatervenner.
Soldaterhjemmene sælger årligt for ca. 12 mio. kr. mad, kaffe med mere, og Inger Marie Nielsen assisterer og rådgiver soldaterhjemslederne med at holde styr på regnskabsførelse, moms, fakturaer, bilag o.s.v, som der er mange af.
– Jeg er glad for at være ansat i KFUMs Soldatermission, her er et godt fællesskab, og jeg har kontakt til mange mennesker. Vi har en travl og spændende arbejdsdag. Jeg arbejder i en organisation, der tilbyder soldater et godt sted at komme i fritiden. Vores formål er også, at soldater må høre evangeliet og komme til tro, og det hører vi glædeligvis om sker på soldaterhjemmene, hvilket for mig betyder, at mit arbejde ikke er et helt almindeligt kontorarbejde, siger den nyudnævnte bogholder.
KFUMs Soldatermission er en del af det folkekirkelige arbejde i Danmark og driver 17 soldaterhjem i Danmark og et i Kosovo.