Europæiske kirker til kamp mod kvindehandel
Dansk politi rettede kort før jul sit hidtil mest energiske slag mod organiseret kvindehandel. Samme dag opfordrede en række kirkelige organisationer over hele Europa EU-parlamentarikere til at øge indsatsen. Ved et pressemøde i Bruxelles præsenterede tre kvindelige politikere fra England, Spanien og Sverige et nyt kristent aktions-netværk mod kvindehandel, der især er organiseret af den katolske internationale nødhjælpsorganisation Caritas og det økumeniske netværk Konferencen for Europæiske Kirker, hvor bl.a. folkekirken er medlem.
– Jeg har det helt fint med, at også kirkelige organisationer engagerer sig i sådant arbejde. De har jo et internationalt netværk og en erfaring med socialt arbejde og rummer den omsorg, åbenhed og vedholdenhed, som kan være af afgørende betydning i denne slags arbejde, siger Venstres medlem af Europaparlamentet Anne E. Jensen.
Indtil videre er KFUKs Sociale Arbejde stærkt engageret i den danske indsats mod kvindehandel og støttes med penge fra Ligestillingsministeriet. De kvinder, som politiet hentede på forskellige bordeller under aktionen, kommer fra Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien. Ifølge politiet har de arbejdet ulovligt på turistvisum og skal nu ud af landet efter de 15 dages ophold, hvor loven giver dem mulighed for at få hjælp på KFUKs center Reden.