Hvorfor kan ingen li’ mig?

Der findes ikke et menneske, som ikke har oplevet, hvor ondt det gør at blive afvist. Af Rosemarie Uschold

Det kan være barnet, som maler et flot billede til sin far – og kort efter finder det sammenkrøllet i papirkurven. Eller pigen, der ender med at sidde tilbage som „bænkevarmer“.
Eller kvinden, som på bryllupsdagen dækker et festligt middagsbord – og så får en opringning fra sin mand om, at han går ud og spiser med nogle kolleger. Eller den ældre dame, hvis børn og børnebørn har tid til alt muligt andet end et besøg på ældrehjemmet…

Det er som et slag i ansigtet. Det kan tage mange år at komme over.
Gud har skabt os med behov for fællesskab, behov for at høre til, at have nogen at referere til, som giver tryghed.
Hvis barnet gennem ord eller handlinger får at vide, at det er uønsket eller føles som en byrde, får dets selvagtelse et dybt sår. Det kan få betydning for dets holdninger senere hen i livet.
Der findes mennesker, som selv op i en høj alder beklager, at de ikke blev elsket nok af deres mor, eller blev behandlet afvisende af deres far. De har båret rundt på dette indtryk igennem et langt liv.

Alle må i løbet af sit liv kæmpe med oplevelsen af at være blevet afvist – i mindre målestok. Måske påskønnes vi ikke nok på arbejde. Sådan er det bare i livet.
Men hvordan bliver vi den dybe smerte over at være blevet afvist og holdt udenfor kvit?
Mennesker med en knækket selvværd og med mindreværdskomplekser er nærtagende, de bliver let sårede og er ofte fulde af bitterhed.
De kan ofte ikke engang tåle berettiget og kærlig kritik. Mange har en overdreven forventning om kærlighed, som ingen kan leve op til, eller en dyb mistro til den kærlighed, der vises dem. Der findes mænd og kvinder, som ikke kan tage imod partnerens kærlighed, fordi de som barn har oplevet at blive skuffet i deres forventning til kærlighed. De anser sig derfor ikke for at være værdige til at blive holdt af.
Andre klamrer sig til det menneske, de holder af og er krævende, ængstelige og fulde af jalousi. De belaster derved deres forhold.
Afviste mennesker har en tilbøjelighed til at isolere sig. De føler sig – ofte med urette – afvist i enhver gruppe, fordi de allerede på forhånd går ud fra, at det forholder sig sådan.
Derfor risikerer de let at falde i alkohol- og stofmisbrug, hvis de bruge det som en trøst.
Hvis du betragter dig selv som et nul, har du svært ved at have din egen mening. Du flyder med tidens trend, er bange for at støde an, lider under sygeligt voksende selvkritik, er misundelig og forsøger hele tiden af efterligne andre. Du mangler mod til at udfolde dig selv.
Men pas på: En stadig skyldfølelse kan gå så vidt, at man ubevidst straffer sig selv.

Ud fra denne – ufuldstændige – liste er det let at se, hvor stor virkningen af at være blevet afvist, kan være.
Sætninger som „du duer ikke!“ eller „du bliver aldrig til noget!“ kan knække et menneske. Som en kræftsvulst vokser antallet af de samtaler, man fører med sig selv, som „Ingen kan lide mig. Ingen har brug for mig. Ingen forstår mig. Ingen sætter pris på mig. Ingen bekymrer sig om mig.“ Og måske siger du også: „Heller ikke Gud synes om mig!“
Men der findes håb for dig, som er fanget i disse tankespind:

1. Se smerten i øjnene
Det fører ikke til noget at slå de smertelige erfaringer hen og blot sige: „Der er andre, der har oplevet noget, der var værre.“
Først når vi holder vores smerte frem for Gud – måske i nærværelse af en sjælesørger – giver vi Ham frie hænder til at handle med os.
„Stol altid på ham, du folk, udøs jeres hjerte for ham, Gud er vor tilflugt.“ (Sl. 62,9) står der opmuntrende i Bibelen.

2. Tilgiv dem, som har gjort sig skyldige over for dig
Tilgivelse betyder ikke, at du skal acceptere en afvisende holdning fra andres side eller lade, som om ingenting var sket.
Men tilgivelse bryder den magt, som syndens negative virkninger har.
Giv dem ikke lov til at lade fortiden bestemme over dit liv i dag.
Uforsonlighed og bitterhed bygger et fængsel omkring os.
Men den, der tilgiver, lægger en sprængladning under fængselsmurene.

3. Tilbagevis følelsen af at være uden værdi
Erstat de nedvurderende tanker med den sandhed, som lyder til dig fra Guds ord.
I Salme 139,14 står der f.eks.: „ Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud!“ Basér ikke billedet af dig selv på afvisningens ord og handlinger, men på den sandhed, som Gud taler til dig.

4. Erkend, at afvisning ikke kommer fra Gud
Jesus siger: „….. og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort“ (Johs. 6,37).
Hvis du føler dig uværdig, så læs historien om den fortabte søn (Lukas 15,11-24).
Så kærlig og uden bebrejdelser, som Faderen igen tager imod sin søn i ære, vil du også blive modtaget af din himmelske fader.
Selvom alle virkelig skulle afvise dig – så vil du blive modtaget hos Gud. Og det er det, der virkelig tæller.

Rosemarie Uschold er overlærer. Hun er rådgiver for yngre kvinder og engageret i menighedsarbejde.