Justine og Pierre er fattige afrikanske missionærer

Mission blandt muslimer kræver mere tro, energi og tålmodighed, end de fleste hvide kan præstere…Justine og Pierre er afrikanske missionærer. Deres mål er at nå deres muslimske landsmænd med det gode budskab om Jesus Kristus. Afrikanske kristne overtager i stigende grad arbejdet som missionærer.
Justin og Pierre var blandt de første elever på en primitiv bibelskole, hvor de studerende i tre år bor i jordhytter. Skolen blev oprettet af afrikanere indenfor Brødrekirken i et meget muslimsk domineret område ved Maroua i Cameroun.
Barnet døde
En dag, da jeg besøgte skolen, havde Justin og Pierre lige mistet deres lille barn. Barnet fik dårlig mave, og havde det været hjemme i Danmark, var det hurtigt overstået. Men her manglede man både medicin og vand, så den lille døde – formentlig af væskemangel…
Det var hårdt – ikke blot for Justine og Pierre – hele skolen græd med dem.

Kirkeklokken består af en gammel hjulfælge, som er hængt op i et par skæve grene, men kirken betyder alt for de fattigekristne

Både missionærer og kirker har ofte undgået at prædike for muslimer, fordi modstanden var så hård. Men nu er man begyndt. Brødrekirkens tidligere generalsekretær Silas Lapeube har været primus motor i dette arbejde og i oprettelsen af skolen. Han var også en periode generalsekretær for det fælles arbejde for bedre relationer mellem muslimer og kristne.
De sidste 35 år har radioen Sawtu Linjiila i Cameroun sendt programmer til de fulansk-talende muslimer.
Men det har knebet med opfølgningen. Derfor støtter Dansk Sudanmission et hold på 10 radio-evangelistpar. Og Justine og Pierre er et af dem.

Før jul forsøgte jeg at finde Justine og Pierre. De skulle bo i den store landsby, Mayo Dadi. Den ligger godt gemt bag en anden landsby, Jalingo, på en grusvej ca. 10 km. fra hovedvejen mellem Garoua og Ngong, hvor Sudanmissionen har et hjælpe-center, men ikke har kunnet finde en hvid missionær.
Der er ingen telefon, så man kan ikke ringe i forvejen, men må bare begive sig derud.
På landet – i bushen – i Afrika bruger man hverken gadenavne eller husnumre, så jeg måtte spørge mig frem. Til sidst er der en ikke helt alkoholfri mand, som viser mig en gårdsplads, hvor kun børnene er tilbage, og siger at det er her, de bor. Skuffet skriver jeg en besked til dem, men heldigvis dukker en nabo op og fortæller, at det slet ikke er her, de bor. Vi begiver os til den modsatte ende af landsbyen, og den berusede mand får en lille bog om kraften i at tro på Jesus som tak for sin hjælp. Den er han meget begejstret for.
Justine er alene hjemme med sine nu 5 overlevende børn, plus en masse andre dejlige unger. Den mindste pige er syg og hænger grædende på ryggen af mor.

Pierre er desværre ude i marken med sin hakke og det er så langt ude af en smal sti mange kilometer herfra, at vi må opgive at få fat i ham. Evangelist-lønnen er så lav, at han må supplere med landbrug.
– Hvad dyrker I, Justine?
– Majs, bomuld, jordnødder, bønner… Vi har tre hektar at dyrke, fortæller Justine. Gårdspladsen er omgivet af små huse, som den energiske familie har opbygget efter at de for to år siden kom hertil.
– I har også nogle dyr…?
– Ja, geder, høns og et par køer, siger hun stolt.
– Lærte I om landbrug på bibelskolen?
– Ja, lidt, og vi lærte også om sundhed, husker Justine.
– Men det afgørende var naturligvis at fortælle de muslimske fulaner om Jesus. Den vision brændte sig fast med begejstring i alle vi 56 familier.
– Vil de godt høre på jer?
– Ja, de vil meget gerne høre, når de er alene. Og mange accepterer og tror på Jesus og det kristne budskab. De beder også til Jesus, men de tør ikke bekende deres tro åbent af frygt for forfølgelse, fortæller Justine.

Pierre med sine kassetter

Men Pierre fortsætter sit arbejde med at opsøge og tale med muslimer. Han har kassettebånd med sig fra radio Sawtu Linjiila, som han spiller på den billige kinesiske båndoptager, han er udrustet med. Han har også nogle traktater på fulfulde-sproget.
Han cykler gerne mange kilometer på sin evangelist-cykel. Om søndagen prædiker han på skift i 16 forskellige menigheder – den fjerneste, Haigayewa, ligger 25 km. væk, og den ligger bag nogle besværlige bjerge, så det er den hårdeste tur, hvor han må stå meget tidligt op for at nå frem til gudstjenesten…
Både Pierre og Justine er glade for arbejdet. Fællesskabet i den lokale menighed, hvor der kommer 200-250 hver søndag, er stærkt.
Men for nylig blev det sat på en prøve, da flere i menigheden blev overtalt til at blive muslimer. Presset kan nogle gange være meget stort – og økonomisk.
– Vi gik i gang med at bede imod islamiseringen, fortæller Justine med et sejrsikkert smil.
– Og straks blev angrebet standset, og der faldt ro over menigheden. Folk kom igen tilbage.

Nu glæder hun og børnene sig til julen, som er årets store fest for de kristne:
– Vi spiser sammen i kirken, vi opfører teater, børnene reciterer bibelvers fra juleevangeliet, vi giver små gaver, som f.eks. bonbon og nyt tøj og vi synger, danser og spiller på tromme af glæde julenat.
Da jeg siger farvel til Justine og børnene og kører tilbage ad grusvejen mod byen, tænker jeg på de ni andre unge radioevangelist-familier, som også er udstationeret i afsides områder.
Modstanden er hård, men de opgiver ikke. De ved, at tusinder af afrikanske muslimer i deres hjerter har taget imod Jesus. Men kun få tør bekende deres tro.