Hakon Christensen
Forlagsmand bliver administrationschef

Forlagsleder Hakon Christensen fra Logos-Media er blevet forfremmet til administrations- og personalechef for Luthersk Missionsforening.Hakon Christensen er 38 år og bor i Hillerød.
Han er gift med Ulla, som er lærer på Johannesskolen, og parret har tre børn.
Hakon kommer fra Græsted i Nordsjælland, hvor LM traditionelt står stærkt.
Han blev i 1992 teen-sekretær og senere landsungdomssekretær.
I 2002 blev han udnævnt til ny forlagsleder i Logos­Media. Det er det forlag, der tidligere hed Luthersk Missionsforenings Forlag. Her er de øvrige ansatte forlagsredaktør Claus Munk og forlagsassistenterne Birgit Kristensen og Ditte Olsen. I dag omfatter Logos også det tidligere Juniorforlaget, der lå i Haderslev indtil 2002, så Logos-Media udgiver nu også børnebøger. Her er det specielt bogen om „Hannahs rejse“, der sælger rigtigt godt.
Men generelt går det rigtigt godt for Logos-Media. Forlaget forventer at komme ud med et pænt resultat, inden Hakon forlader den afdeling.
Hakon Christensens udnævnelse til administrations- og personalechef markerer samtidig et generationsskifte i den store kristne organisation.
Baggrunden er i første række hovedkasserer og forretningsfører Christian Lunds afgang efter godt 34 års ansættelse i LM. Han er 66 år og går 31. juli på efterløn.
Men Hakon bliver ikke alene om at overtage jobbet. Samtidig har LM nemlig ansat Per Sode-Larsen, Vejlby, som bogholder. Han er 40 år.
Hakon skal tage sig af de mere overordnede opgaver, som f.eks. pleje af givertjenesten, testamenter og gavebreve. I stillingen ligger også en styrkelse af personaleansvaret i LM.
Den nye administrationschef skal også tage sig af en del opgaver, som hidtil har hørt under generalsekretær Leif Rasmussen, der også nærmer sig pensionen.
Så man kunne få den tanke, at LM kørte en kronprins i stilling, men der er nærmere tale om, at man deler generalsekretær- og hovedkasserer-posterne i tre, så administrationschefen kan tage den administrative byrde fra en kommende generalsekretær.
Det er ingen hemmelighed, at Hakon er en dygtig og energisk administrator, som får noget fra hånden. Han går meget op i at være en god leder og læser foruden forlagets egne bøger også en del faglitteratur.
Han er vellidt blandt de ca. 20 medarbejdere på LMs hovedkontor i Hillerød. I fritiden spiller han squash og fodbold for motionens skyld.

Læs også artiklen om LogosMedia – Tryk her