Med Anders på rejse
Soldater for fred i Irak

Anders og Carsten har besøgt de danske soldater i Basra- Bomber, skyderier og politiske debatter om situationen hernede, er en næsten ligegyldig del af en irakers hverdag.
Det er elektricitet, vandforsyning og sikkerhed de går op i.- Det er dét, I skal skrive om, svarer den danske major tilbage. – For det er lige præcis de ting, vi forsøger at gøre noget ved hernede.
Majoren er øverstkommanderende i den danske CIMIC enhed på ca. 100 mand. Dens opgave er at opstarte projekter, som vedrører f.eks. skole, vand og elektricitet i området nord for Basra.
Lige nu er de ved at indføre den gamle danske kommunale model, med sheiker og andre ansvarshavende i området, så de forhåbentlig snart selv kan styre det. Udover CIMIC enheden i Qurnah ligger Camp Eden med 400 mand, 12 km.ss derfra. Ude midt i ingenting.

Fotograf Carsten Villadsen taler med de danske soldater, som tager sig af mange sociale forhold i området

Vores chauffør Abu Ali er ikke meget for at køre derud. „Too many Ali Baba“, siger han. Vi siger til ham, at det nok ville være det dummeste sted for en „Ali Baba“ at opholde sig, da i alt 500 danske soldater ofte besøger den eneste vej derud. Frygten for „Ali Baba’er“, eller „Bad Guys“, som amerikanerne kalder dem, styrer den almene iraker skræmmende meget, men man kan ikke bebrejde dem, for alle har de en historie fra eget eller naboens liv.

Vores besøg i den danske lejr i den forgangne uge er blot et af de mange indlæg, der har været i en hektisk uge, som har budt på det, vi kunne håbe på + meget mere.
„De danske soldater laver ikke en skid“, blev det udskreget i medierne for en måneds tid siden. Ja, det har de måske nok ret i, hvis det kun er det, der er store nyheder i, der tæller. Skolebesøg, vandforsyninger og infrastruktur sælger ikke mange aviser, men at høre deres konkrete eksempler, gjorde at vi fik et positivt indtryk af danskernes indsats.

Det var på vej fra Basra, at vi kiggede forbi den danske lejr. Vi havde besøgt en familie i Basra i 3 dage, som gav os et lille indblik i irakisk kultur og hverdag. Vi kunne unde enhver at krydre deres syn på irakere, eller folk i den del af verden med dem. Jeg har sjældent grint så meget, og fået så meget og så god mad, på nogen af mine rejser. En del af forklaringen er måske, at vi nok ikke havde regnet med, hvad vi oplevede. Et dejligt eksempel på at livet i Irak er hårdt lige nu, og på de basale områder værre end for 30 år siden, men at livet fortsætter, og man udnytter det på bedst mulig måde.

Irakiske børn nyder også godt af de danske soldaters arbejde

Tilbage i Bagdad var vi på sightseeing i Green Zone, som er hele området omkring Saddams paladser og gamle hovedkvarterer. Nu hjemsted for koalitionen. Vi så Assasins Gate hvor 23 blev dræbt for 2 uger siden, de gamle regerings-bygninger og resterne af Udays palads, Saddams ældste søn. Uday i sig selv er et kapitel for sig, og rundt om i byen hører du hele tiden nyt om denne mand. Ham, der kørte rundt med en tiger på passagersædet i sin porsche, fodrede folk for løverne, tog hvad der passede ham af ejendomme, biler og kvinder og bankede det irakiske fodboldhold, fordi de havde tabt en kamp.
Vi trodsede det nedtrampede pigtråd og så Pleasure Palace, hvorom der også går mange historier. Forfra havde det fået en ren fuldtræffer og inden i var alt smadret. Når man kører rundt og ser alle disse ting, smadret lidt eller meget, kan man ikke lade være med at tænke på hvordan det så ud engang, og hvad det så er folk bor i mindre end 500 meter væk.
I ‘79 havde Irak en valutareserve på 150 milliarder $ og var et rigt land. Saddam drænede det fuldstændigt, og i dag er det et land, som i 25 år kun er gået tilbage i udvikling på de basale områder.
Fortsættes i næste uge

Læs mere på www.travelape.dk om situationen hernede, og skriv til os.