Brændt af!

Husk at det er i denne weekend, at vi stiller om til sommertid!Af Frauke Bielefeldt

Jeg er for nylig blevet brændt af. Af en god veninde. Hun ringede simpelthen en time, før vi havde aftalt at mødes, og meddelte mig, at hun egentlig allerede i flere dage havde vidst, at hun ikke kunne komme.

Om det betød noget for mig? Nå ja, jeg havde virkelig glædet mig til en hyggelig eftermiddag (og endda sagt nej til en anden), og derfor svarede jeg i overensstemmelse med sandheden: „Ja!“ Inden i mig rasede en heftig kamp mellem på den ene side selvbeherskelse og på den anden side irritation og måske lige så meget skuffelse og en følelse af at være blevet såret. På en eller anden måde lykkedes det mig dog at afslutte samtalen på en nogenlunde hæderlig måde, og jeg besluttede mig for, at jeg senere i ro og mag ville tænke over hele forløbet.

Dog skete næsten det samme for mig igen en uge senere: En veninde skulle komme og hjælpe mig med at samle nogle nyindkøbte reoler. Så sent som om formiddagen havde hun givet mig besked om, at hun nok først ville være der klokken halv seks i stedet for det aftalte tidspunkt klokken fem, da hun skulle ud og kigge på tapet. Derfor forsøgte jeg om eftermiddagen at lave så meget som muligt på forhånd, da jeg selv var nødt til at gå klokken syv. Da jeg ryddede det hjørne i værelset, hvor den ene af de nye reoler skulle stå, fandt jeg samtidig mit armbåndsur, som havde været sporløst forsvundet den sidste uges tid. Et blik på uret viste mig, at klokken snart var fem. Ville hun mon være her klokken halv seks?
Klokken blev mange, men ingen veninde. I stedet voksede først min irritation og derpå min tvivl på mig selv. Hvorfor skete sådan noget altid for mig? Hvad var der egentlig ved mig, som gjorde, at jeg blev behandlet sådan? Jeg borede mig dybere og dybere ned i mine triste, deprimerende tanker.

Samtidig steg den anelse dog svagt op i mig, at der måske var en anden vinkel på sagen end set med mine „stakkels-mig-alle-tramper-på-mig“ briller. Og jeg burde tilgive min veninde, ligegyldigt hvilke motiver der lå bag hendes opførsel. Det faldt mig ikke sådan helt let, men jeg besluttede alligevel at droppe min forbitrelse. Hvorfor var mine reoler egentlig vigtigere end hendes tapet? Godt nok havde vi haft en aftale, men sker det ikke for alle, at man kommer til at glemme en aftale? Hvordan var det egentlig med Gud?
Spontant kom jeg i tanke om et bibelvers: „Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige“ (Kol. 1,13). Eller den lignelse, hvor gæsterne sætter sig langt nede ved bordet, og Gud, værten, giver dem plads oppe foran. Det kan naturligvis kun til en vis grad sammenlignes med mine oplevelser, men alligevel faldt det mig ind, hvor negativ min tankegang var. Hvor hurtigt jeg var parat til at male min veninde i de dystreste farver – kun fordi jeg ikke kendte forklaringen på hendes opførsel.

Og så ringede det på døren. Jeg kiggede på mit ur – et kvarter i syv! – og bød hende på trappen velkommen med et „åh, så kommer du alligevel ….“. Det, der fulgte, fik mig til at ønske, at jeg kunne synke i jorden: „Hvad mener du, jeg er da kun et kvarter forsinket. Jeg er glad for, at jeg nåede det så hurtigt!“. „Klokken er kvarter i syv!“ „Nej, i seks!“ Så dæmrede det for mig: Jeg havde helt glemt, at vi i sidste uge var gået over til vintertid, og at mit ur skulle have været stillet en time tilbage. Klokken var faktisk kun kvarter i seks, og vi kunne i ro og mag nå at samle reolerne og endda have tid til en hyggelig kop te sammen. Hvor var jeg dog glad for, at jeg havde besluttet mig for tilgivelse og holdt min irritation tilbage.

Mens jeg skriver disse linier, er det lige præcis en uge senere, og jeg har aftalt et nyt møde med min veninde i stedet for det, der gik i vasken. Da telefonen ringer, er min første reaktion pessimistisk. Det er hendes mand, der er i telefonen. Jeg tænker, at han nok vil sige, at hun er blevet syg … Nej, hun kommer lidt senere, fordi han stadig har bilen. Og nu sidder jeg igen og venter, og det er en halv time over tiden. Men jeg har besluttet, at jeg nu vil se mere sagligt på det og stole på, at hun ikke trækker mig rundt i manegen …. – det ringer på!

Frauke Bielefeldt har studeret teologi og arbejder som freelance journalist.