Evangelisten Lukas: Verdens første journalist

Lægen Lukas efterforskede angiveligt begivenhederne omkring Jesu liv, mens han rejste med Paulus til og fra Israel
„Eftersom mange andre har taget sig for at affatte en beretning om de begivenheder, som er fuldbyrdet iblandt os, sådan som de, der i begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har overleveret os; så har også jeg besluttet nøje at gennemgå det alt sammen forfra og derefter nedskrive det for dig i rækkefølge, højædle Teofilus! Så du kan lære at kende, hvor pålidelige de ting er, hvorom du er blevet undervist.“Sådan begynder Lukas sit evangelium i Bibelens Nye Testamente, og ordlyden – 1947-oversættelsen til trods – må siges at leve op til journalistfagets standarder:
– Hans personlige ukuelige engagement: Selv om mange andre har skrevet om begivenhederne, vil han også gøre det, og gøre det journalistisk:
– Så dækkende, som det over hovedet er muligt.
– Så nøje og detaljeret som muligt.
– I kronologisk orden.
– Med reference til kilder. Lukas må indrømme, at han kun har historien fra andenhånd, men samtidig fremgår det, at begivenhederne omkring Jesu liv er så velkendte og med så mange vidner, at oplysningerne sagtens kan tjekkes.
– Og positivt kritisk for at undersøge beretningernes pålidelighed.
Evangelisten Lukas kan derfor med stor sandsynlighed betegnes som „verdens første journalist“. Lukas var ikke selv jøde, var læge af profession og fulgte apostlen Paulus på hans mange missionsrejser til og fra Israel. Lukas har angiveligt på disse rejser foretaget en omfattende research blandt dem, som var øjenvidner til Jesu liv og gerning. Lukas-evangeliet er dateret til mellem år 58 og 63 e.Kr.

Det første, der slår mig ved læsning af Lukas-evangeliets 24 kapitler, er forfatterens evne til at få styr på et helt levnedsforløbs mange detaljer. Han vælger en narrativ fortælleform og indsætter i forløbet citater fra Det gamle Testamentes profetiske og poetiske bøger. Især omkring Jesu fødsel udstyres vi med profetisk perspektiv, at han var den lovede Messias, jøderne havde ventet på i årtusinder. Og hvem har ikke lyst at synge med på Marias lovsang, når hun finder ud af, at hun er gravid med verdens frelser.
Lukas krydrer fortællingen med Jesu fantasifulde lignelser og allegorier; det er her, vi møder Den Barmhjertige Samaritaner og Den Fortabte Søn, store fortællinger, der indtil i dag præger den vestlige verdens kultur, så der er plads til overbærenhed og omsorg for de svage.
Lukas indleder – længe før amerikanerne i slutningen af 1800tallet – dialogjournalistikken i farisæernes og de jødiske skriftkloges diskussioner med Jesus. Lukas pynter ikke, hverken på uenigheder mellem datidens religiøse ledere eller på magtkampe indenfor den nye reformators discipelflok.

Fortællingen er rammen om et detaljeret persongalleri. Hvorfor skal vi møde præsten Zakarias og hans hustru Elizabeth, Johannes Døbers forældre, hvorfor den gamle Simeon i templet, den ydmyge profetinde Anna, begge i ivrig venten på, at Gud skulle opfylde løfterne til Israel? De virker ubetydelige, og dog er de vigtige, både for historien og for at give fortællingen liv.
Den ældgamle Lukas introducerer os faktisk også til New Journalism, der henter sine journalistiske værktøjer fra litteraturen. I stedet for en kritisk tilgang til kolde facts prøver han at leve sig ind i levende, blodvarme menneskers religiøse oplevelser, at Zakarias virkelig mødte en engel i templet, at Maria, overvældet af englen Gabriels besøg, virkelig følte sig glad og overvældet på samme tid, at de fattige, sultne, syge, både jøder, samaritanere og romerske officerer, oplevede et møde med det guddommelige i samvær med Jesus. I stedet for at skrive: „I løbet af 3 år helbredte Jesus 3.204 blinde i Israel“, beskrev han fra den blindes vinkel, hvordan det var at få sit syn igen og – ikke mindst – omgivelsernes blandede reaktioner:
„Og det skete, da han nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede; og da han hørte en skare drage forbi, spurgte han, hvad det var. De fortalte ham: „Jesus fra Nazaret går forbi“. Så råbte han og sagde: „Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!“ Og de, som gik foran, truede ad ham, for at han skulle tie; men han råbte endnu meget stærkere: „Du Davids Søn forbarm dig over mig!“ Da stod Jesus stille og bød, at han skulle føres til ham. (…) Og straks fik han sit syn igen, og han fulgte ham og priste Gud; og hele folket lovpriste Gud, da de så det“ (18:35-43).
Man kan næsten mærke støvet fra vejen, høre larmen fra geder, kameler og mennesker på vej til marked og den blindes skingre, gennemtrængende stemme…

Men Lukas fortaber sig hverken i fortællingens form eller detaljer. Derimod afbryder han forløbet med hhv. taler, diskussioner og lignelser. Havde han kendt til Lars Pynt Andersens „nyhedsbuffet“ med varierede artikler, faktabokse, kildebokse osv., havde han kunnet benytte denne, selvfølgelig tilpasset datidens bogruller. Jesu slægtstavle helt tilbage til Adam egner sig prominent til nyhedsgrafik. Men system er der i tingene: han holder fx. de store lignelser for sig (kapitel 15-18) og lader Jesu bjergprædiken og eskatologiske taler hhv. indlede og afslutte Jesu offentlige virke.
Med til systematikken hører, at Lukas søger at dække hele Jesu livsforløb, endda fra før Jesu fødsel til efter Jesu død. Han sørger for at tidsfæste begivenhederne, bl.a. ved Johannes Døbers fødsel (1:5), Jesu fødsel (2:1-juleevangeliet) og begyndelsen på Jesu opgave (3:1).

Ud af 44 siders spændende og medrivende læsning kan jeg udlede følgende læresætninger:
1. En fortællings kronologi er et godt redskab til at holde styr på mange detaljer.
2. Redelighed i forhold til kilder giver historien troværdighed.
3. Åbenhed om negative oplysninger styrker troværdigheden.
4. Detaljer om forholdsvis ubetydelige personer giver historien liv.
5. Elementer fra New Journalism giver læseren mulighed for indlevelse.

Kilder:
Bibelen, 1947 oversættelsen
Nelsons Complete Book of Bible Maps & Charts (Thomas Nelson Publishers 1982)
Poul Madsen: Bibeloversigt (Forlaget Perspektiv 1992)
Christian Kock (red.): Forstå verden (Samfundslitt. 2001).