Min bedste årstid
Enhver episode i vores liv har sin tid og berettigelse Af Saskia Barthelmess
På mit skrivebord ligger der ved siden af computeren et tørret blad og et hvedeaks. Hver gang mit blik i løbet af dagen falder på disse ting, minder de mig om to dejlige spadsereture, som jeg foretog sidste år.
Og hvor jeg dog holder af mine strejfture i naturen. Jeg holder af i foråret at betragte de kampivrige krokus, som modigt stikker hovedet igennem jorden, på sensommerdage at mærke, hvordan vinden stryger hen gennem hvedemarkerne, og solen kildrer i næsen. Og jeg holder af efteråret med alle dets farver og lyden, som mine fødder efterlader under en vinterspadseretur i nyfalden sne alt sammen ting, som gør årstiden netop nu til den bedste.
Men selvom jeg holder af hver enkelt årstid, har jeg ofte grebet mig i at tænke på lange sommeraftener, når jeg skrabede is af bilen, og længes efter vintergækker, når jeg fik sommerens første insektbid.Er det ikke mærkeligt, hvor ofte vi længes efter lige netop det, vi ikke har? Den enes mod og den andens gode talegaver forekommer mig at være brogede blade på et efterårstræ, når jeg kun lige netop kan se knopperne på mine egne nøgne grene. Som ung længtes jeg efter engang at kunne træffe mine egne beslutninger. Næppe havde jeg fået min egen husholdning, før jeg kan huske, hvordan jeg længtes efter at kunne sætte mig til det dækkede bord derhjemme.
Enhver episode i vores liv har sin tid og berettigelse. Derfor vil jeg gerne være tilfreds med den årstid, som Gud i øjeblikket har udsøgt til mig. Det kan betyde, at jeg hver dag skal glæde mig over de mange kostbarheder, som han skænker mig, i stedet for at vente på, at der kommer noget bedre. Og fordi jeg ved, at han har udstukket min livsbane, kan jeg roligt sætte mig tilbage og også i den kolde tid have tillid til, at der snart bryder et forvarsel om sommeren gennem skyerne, at vintergækkerne stikker deres hoved gennem isen som forårets og håbets sendebude.
