Legenden og debutanten

Det kristne „Robert Randolph & The Family Band“ var nær ved at overskygge hovedpersonen ved lørdagens Eric Clapton koncertFor typer der let lader sig rive med af fede guitarriffs, var Eric Clapton koncerten i Parken lørdag d. 17. april det rene Eldorado.

Eric Clapton – legende og elegant på sin „stratocaster“

Guitarlegenden leverede legende let den ene sofistikerede solo efter den anden til både gammelkendte og nyproducerede numre. Til tider gik det så stærkt, at kælenavnet „Slowhand“ virkede totalt malplaceret.

Men inden Eric Clapton kom på, henrykkede opvarmningsgruppen „Robert Randolp & The Family Band“ de 25.000 Clapton-fans med præstationer, der nærmede sig trylleri. Den 13-strengede steelguitar nærmest glødede under Robert Randolph plektre mens bandet leverede en blanding af blues, jazz, rock og gospel. Ind imellem dansede pladedebutanten rundt på scenen og fik publikum med på at klappe, danse og råbe. Den forunderlige publikumskontakt kan kun stamme et sted fra – kirken.
Robert Randolph kommer fra „The House of God“, en afroamerikansk pinseretning, hvor steelguitaren erstatter kirkeorglet ved gospelgudstjenesterne. Randolphs mor er præst og faderen er kirketjener.
– Musikken er vores primære tjeneste, siger Randolph til USA Today. – Du kommer, du danser, du synger. Og på et tidspunkt tager steelguitaren over og henrykker dig til en åndelig dimension, du bare vil elske.

Robert Randolph
– sprælsk og sikker på sin steelguitar

„Sacred steel“ hedder stilen, og betyder „helligt stål“. I 2001 udgav „Robert Randolph & The Family Band“ live-cd’en „The Word“ og sidste efterår udkom så den første studieindspilning „Unclassified“. Pladen var i år nomineret til en Grammy Award for årets bedste gospel-rock album.
Debutpladen – og nu samarbejdet med Eric Clapton – har bragt Randolphs „steeltalent“ videre end til kirkebænkene. Hvilket han både har vundet blues-priser og baglandets kritik for.

Var Randolph fascinerende, kunne han dog ikke konkurrere med Eric Claptons solide etos, opbygget gennem mere end 40 års karriere. Det var ham fansene var kommet for at høre, og se ham nærmest sammenvokset med sin guitar lave sine indarbejdede riffs. Hits som „Wonderful Tonight“ og „I Shot The Sheriff“ vakte da også stormende jubel. Og de tynde fingres leg på guitarhalsen en nærmest måbende tavshed.
Selv om Eric Clapton også er kendt for sange med religiøse/kristne tekster, glimrede disse ved deres fravær ved koncerten. Hvor var „In the Precense of the Lord“, „My Mother Told Me“ og „My Fathers Eyes“ blevet af? Her måtte fans som undertegnede ty til cd reolen derhjemme og finde pladerne „There’ One In Every Crowd“, „EC Was Here“ og „Pilgrim“ frem igen.

Det er usikkert, hvor „kristen“ Clapton er. Hans lange karriere har indebåret narkotikamisbrug og været afbrudt et par år på grund af sygdomme forårsaget af alkoholmisbrug. Men hver gang har guitaristen klatret op af afgrunden igen, og kriserne givet stof til dybe og reflekterende tekster. En ulykke i 1986, hvor hans søn Connor faldt ud af et højhusvindue i New York og døde, udmøntede sig i klassikeren „Tears in Heaven“. Eric Clapton er det, den kristne rockpioner Larry Norman kalder en af mange „lysstriber i mørke hjørner“ (fra Normans satiriske pladeserie med kendte kunstneres religiøse sange).
Og så omgiver han sig med musikere i topkvalitet, bl.a. trommeslageren Steve Gadd, bassisten Nathan East og organisten Billy Preston, som er afgjort kristen.

Billy Preston startede som organist i en baptistkirke.
I dag er han fast inventar på Eric Claptons verdensturneer.

Billy Preston, også kaldet „den femte beatle“ for sit engagement med The Beatles i 1960’erne, har flere kristne soloindspilninger bag sig, bl.a. „Born Again“ og „Move On Up“, hvor egne sange er meget personlige vidnesbyrd om hans omvendelse og kristne liv. Og hans behandling af Hammondorglet på Clapton koncerten gav tydelige mindelser om sorte gospelgudstjenester.
Billy Preston begyndte at spille klaver som 3-årig, dirigerede allerede som lille purk det 100 medlemmer store kor i Victory Baptist Church i Houston, Texas. Han spillede orgel til salmerne endnu før hans fødder kunne nå pedalerne og optrådte som 10-årig sammen med gospeldivaen Mahalia Jackson.
Men også Billy Preston følte trang til at komme udenfor kirkemurene med sin musik, og snart fandt han sig på hold med navne som Aretha Franklin, Sammy Davis Jr., Quincy Jones, The Jackson Five og The Beatles. Og de senere år som fast inventar på Eric Claptons turneer i USA 2002, Japan 2003 og nu Europa i 2004.

– Jeg har brug for at omgås musikere som inspirerer mig, skriver Eric Clapton i et uddrag af forordet i koncertturneens eksklusive program.
– Jeg havde egentlig besluttet at gå på pension – som jeg har gjort det hvert år siden jeg sluttede med gruppen „Yardbirds“. Men hvert år kommer jeg tilbage, for jeg elsker musik, og jeg har brug for at omgive mig med musikere. De inspirerer mig, så det bliver alvorligt og sjovt på samme tid.
Som det blev for undertegnede og de øvrige 24.999 tilskuere i Parken lørdag, da tre timer med de topprofessionelle musikere bare fløj af sted. Intense og vedholdende klapsalver fik Clapton og Co., på banen endnu en gang med to numre – det sidste med legenden og debutanten på samme scene i noget der bedst kan betegnes som et sandt musikalsk fyrværkeri.