Boganmeldelse
Ny vikingebog af Anette Broberg

Spændende fortsættelse af Trællenes ringAnette Broberg Knudsen har gjort det igen: skrevet en spændende vikingebog for børn i 9-14 års alderen. Det er 3. bind i serien „Trællenes ring“. De to første bind er tidligere anmeldt i Udfordringen.I min anmeldelse af bd. 2 Rejsen til Ribe skrev jeg bl.a.: „Her kan serien godt slutte, men man skal vist ikke blive overrasket, hvis vi senere får et 3. bd., hvor vi følger Gwendys og Winfreds hjemkomst til England og Tostes læretid i Ribe“. Nu foreligger bd. 3, men vi hører intet om Gwendy og Winfred, det må vi nok have til gode til et bd. 4?
Bind 3 i „Trællenes ring“ hedder Toste og trælkvindens tøs. Handlingen udspiller sig i Ribe, hvor Toste er kommet i skomagerlære, da Gwendy og Winfred er draget hjem til England. Toste skal nu til at vænne sig til tilværelsen som frikøbt træl og nydøbt kristen. Det er ikke altid lige let. Der er kun få kristne i Ribe i begyndelsen af 800-tallet, hvor romanen foregår, og mange på stedet er fortsat præget af den gamle nordiske religion med husjætter, sommersolhvers-blot, magi, sejd og besværgelser. Dertil kommer, at Toste ofte må tage sig selv i at opføre sig som en træl.
Toste får det godt hos Mester Arnulf, hvor han er i sko-magerlære. Arnulf er en dygtig skomager – og så er han en af de få kristne på pladsen. Det kommer til at betyde meget for Toste. Ofte er han imidlertid ensom. Den eneste han kan snakke med – ved hjælp af tegn – er den stumme tjenestepige, Hild, der bor hos sin bedstemor, der er sejd-kvinde.
Vi følger Toste og Hild gennem en række dramatiske begivenheder, der fører til, at Mester Arnulf bryder op og rejser tilbage til Bremen, hvor han kom fra. Hilds bedstemor dør efter en sejd mod Mester Arnulf. Toste og Hild er pludselig helt alene og vi forlader dem en nat, hvor de lægger sig til at sove under to både lidt udenfor Ribe. Hvordan vil det gå dem i fremtiden? Det kommer vi sikkert til at høre mere om. Man bliver mere og mere klar over, at her må der blive tale om en serie på 4, 5 eller 6 bind. Der er noget at glæde sig til for mange piger og drenge. Bogen er som de andre velskrevet, miljøet virker ægte, og man er som i de øvrige bind fri for de eder og forbandelser, der ofte findes i vikingebøger for børn.

Anette Broberg Knudsen:
Toste og trælkvindens tøs
116 sider • 119 kr • Lohse