Bøn før lægen
Der er to sprog, alle forstår: Fodbold og bøn. Under en fodboldkamp mellem danskere og hviderussere faldt en spiller om, og der blev bedtKun en lille hviderussisk dreng med en hoppende meget slidt brun fodbold bryder stilheden. Nu og da er der også fuglekvidren. En masse mennesker er samlet i en rundkreds. Nogle trøjer er snavsede. Og våde af sved. Andre bærer pæne, rene jakker.
På græsset ligger Mathias Kiil Sørensen, S. Hans hænder skjuler hans ansigt. Hænderne ryster. Ikke af kulde, selvom det er omkring 0 grader. For han er dækket af jakker og trøjer.
Juryn med rygnummeret 91 har lagt sin hånd på Mathias tinding. Juryn er leder af et behandlingshjem for alkoholikere. Her og der er en hviderusser knælet sammen med Juryn. De danske efterskoleelever snakker med hinanden og kigger alle bekymret i retning mod Mathias.
De spillede for nogle minutter siden fodbold. Danskerne førte. 4-0 stod det mellem de to hold – i danskernes favør. Der blev spillet mange høje bolde frem over banen. Mathias hoppede op for at heade. Det samme gjorde en hviderusser.
De slog hovedet mod bolden med et hurtigt vip med hovedet. Men i stedet for bolden smashede de hovederne mod hinanden.
Hviderusseren kom snart på benene igen. Mathias blev hjulpet fra banen. De sikrede sig, at han havde det ok og fortsatte spillet.
Men snart stod det klart, at han ikke var ok. Nogle af hans efterskolekammerater lagde nogle jakker over ham for at beskytte ham mod kulden. Juryn tog sine handsker af og snakkede med nogle af de andre fodboldspillere. Han bøjede sig ned ved Mathias og lagde sin hånd på Mathias hoved. Og begyndte at bede.
– Hent Thomas, sagde flere af danskerne.
Thomas Meldgaard, 21, er årsvikar på Sædding Efterskole og den eneste lærer på stedet.
Han kom roligt hen imod den gruppe, som nu var samlet omkring Mathias. Han begyndte sagte at tale til Mathias. Han holdt en enkelt pause, da han på engelsk bad en hviderusser om at få fat på en ambulance.
Han fortsatte med sagte at tale til Mathias. Efter nogen tid lagde han mærke til Juryn og kom med en opfordring til de danske elever.
– Begynd at bede.
Flere elever fulgte opfordringen og foldede deres hænder.
Et par dage efter uheldet står oplevelsen stadig noget uklar for Mathias.
– Jeg husker ikke særlig meget fra den dag. Jeg husker noget fra fodboldkampen. Og det næste er egentlig, at jeg bliver kørt til hospitalet i en bil.
Han har fået fortalt, at mens han stadig lå på græsset, var der flere hviderussere, som satte sig rundt om ham og bad.
– Når der er nogen, som har bedt så hurtigt, så må det have en virkning.
Oplevelsen har ud over virkningen af bønnen givet Mathias stof til eftertanke.
– Hviderusserne beder meget. Jeg har indset, at vi danskere næsten ikke beder, når man tænker på, hvor meget de beder.
Thomas Meldgaard var den eneste voksne dansker på stedet og stod derfor for ansvaret for Mathias.
Thomas koncentrerede sig om først og fremmest om at få fat på lægehjælp eller en ambulance.
Men da han så Juryn bede for Mathias, var der noget, der slog ham:
– Jeg havde været optaget af at få fat på en ambulance – og tænkte ikke på, at jeg kunne bede til Gud. Men da jeg så Juryn, begyndte jeg at bede og opfordrede eleverne til det samme.
Thomas har altid været bevidst om at bede. Men oplevelsen har alligevel gjort en forskel for ham:
– En anden gang vil jeg være hurtigere til at bede, når jeg ved, at der er sørget for den hjælp, der kan sørges for.
