Kommentar om Hviderusland
En hilsen fra Hviderusland
Det er fantastisk at se, hvordan en kristen menighed blomstrer i en gammel sovjetisk del-republikI Hviderusland havde Sædding Efterskole i anledning af storturen en venskabsmenighed. Menighedens pastor, Igor, fulgte med efterskolen rundt i Minsk – og indimellem fortalte han nogle tankevækkende ting.
Hviderusland har anerkendt Den ortodokse Kirke og Den katolske Kirke som trossamfund – og Lokoshenko er officielt ortodoks.
Men der hører det gode så også op. Hvert år gør Open Doors International (Åbne Døre) op, hvor forfølgelsen af de kristne er værst. Og ikke overraskende ligger Nordkorea, Saudi Arabien og Vietnam i top 5. Men på en 45. plads ligger Hviderusland.
Det lyder måske, som om de så har det ok. Men i praksis betyder det blandt andet, at frikirker bliver betragtet som sekter, og at oplæring af børn i den kristne tro foregår under dække af søndagsskoleundervisning.
Hviderusland har ikke helt rystet kommunismens ateisme af sig. Men for Igors frikirke går det faktisk godt.
Takket være en fantastisk evne til at engagere sig i samfundet er det lykkedes Igors frikirke at blive blåstemplet.
Kirken har et meget aktivt arbejde blandt alkohol- og stofmisbrugere. De serverer hver dag varm middagsmad til samfundets udstødte i en cafe. Og så har de en frisørsalon.
Deres engagement har ført til, at deres aktive sociale arbejde får støtte og stor moralsk opbakning fra byrådet i Minsk.
Det har også fået resultater: flere i byrådet er blevet kristne. Og menigheden har også fået en enorm tilgang af tørlagte og omvendte alkoholikere. Mellem 50-75% af menighedens medlemmer er kommet i forbindelse med kirken gennem afvænningsarbejdet.
De andre frikirker i Minsk bliver betragtet som sekter, men ikke Igors – fordi hans kirke engagerer sig. Det er tankevækkende.
Det er noget, som vi nok kunne lære noget af herhjemme i velfærds-Danmark. Vi har så meget mere – og burde også have ressourcerne til at smøge ærmerne op og gøre noget ved det.
Vi står – på trods af mistet portostøtte til tryksager – nok ikke overfor chikane fra statens side. Men stadig er det værd at lægge mærke til, at der hvor kristne engagerer sig, der opbygges der en respekt.
Hvis vi er åbne overfor vores omverden, kan der ske store ting – som nu kirken i Minsk.
