Ole Larsen
Ny journalist på Udfordringen
Den 1. maj begyndte en ny medarbejder på Udfordringen. Det er vestjyden Ole Larsen.Ole kommer frisk fra fad, kan man roligt sige. Han har netop afsluttet sin uddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus, hvor han har studeret siden februar 2000.
Ole bor fortsat i Århus indtil sommerferien, hvor han og Karen flytter nærmere redaktionen. Så bliver det Karens tur til at rejse den modsatte vej. Hun læser nemlig stats-kudskab på Universitetet, og der mangler hun endnu et år.
Det studerende par har de sidste to år boet i portnerlejligheden i missionshuset Carmel i midtbyen, og Ole har da også sine rødder plantet i den vestjyske indremissionske sandjord.
I Skjern, hvor bevægelsen står meget stærkt med et nyt missionshus og et stort bagland, var Ole selv med til at oprette IMs Unge.
Som barn voksede han op på Skjern Kristne Friskole, hvor hans mor er skolesekretær.
Allerede dengang kunne han godt lide at skrive, og han skrev mange flere stile end han skulle! Faderen underviser på Teknisk Skole, og Ole valgte at tage en matematisk studentereksamen.
Det foregik på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, hvor han mødte sin hjertenskær, Karen Poulsen fra Holmsland. Efter gymnasiet rejste hun til israel, mens Ole fik et års journalist-job på Missionsvenner (nu Tro & Mission) der udgives af Luthersk Mission.
Nu havde Ole lyst til at få styrket sine teologiske kundskaber, så han tog på Børkop Højskole i efteråret 1998 – sammen med Karen.
Det endte selvfølgelig med, at de to blev gift.
Ole søgte nu ind på Journalisthøjskolen og var én af de få heldige, som blev optaget. I sin praktiktid kom han til Horsens Folkeblad, hvor han bl.a. skrev på lokalredaktionen i Hedensted, der også er et IM-kerneområde.
Men nu drejer Oles livsbane så i en lidt anden retning med jobbet på Udfordringen, hvor han skal skrive om alt Guds folk, da Udfordringen jo som bekendt ikke er knyttet til én bestemt kirkelig forening, men fortæller om både frikirker, folkekirke og tro i det hele taget.
Vi glæder os dog samtidig over, at vi måske kan fortælle lidt bedre om de spændende nye udviklinger, der sker – ikke mindst blandt de unge – i missions-sammenhænge. Ole er 25 år, så han har ikke helt glemt, hvordan det er at være ung endnu.