Undervisning:
Jeg er forvirret!

Opfatter helbredelsesprædikanter Gud rigtigt? Jeg synes, at der kræves så meget af os sygeBrev:

Helbredelsesprædikanterne forvirrer mig

Kære Orla Lindskov
Jeg føler mig lidt frustreret. Nu har jeg efterhånden været til helbredelsesmøder med både danske og udenlandske helbredelsesprædikanter. Jeg synes, at deres forkyndelse forvirrer mig. Jeg synes, at der kræves så meget af os syge. Vi skal være rigtigt frelst; vi skal holde op med at synde; vi må ikke være vantro; etc. – Har helbredel-sesprædikanterne opfattet Gud rigtigt?
Jeg tror ikke på, at Gud presser os mennesker. Men det synes jeg, helbredelsesprædi-kanterne gør. Jeg kan ikke finde kærligheden i det.
Jeg er flere gange gået hjem fra helbredelsesmøder og haft det dårligere, end da jeg kom.
Dog ikke fra Hans Berntsens møder. Jeg håber snart at kunne komme til et af dine møder.
M.v.h. S.P.
København

Svar:

Kære S.P.
Også helbredelsesprædikanter kan komme til at gå baglæns i deres forkyndelse ligesom alle andre forkyndere. Det er en gammel sag. Det sker, når de begynder at læse hvert skriftsted som en lov. Nogle kalder det fundamentalisme. Men for mig er det en negativ fundamentalisme. Bibelen er jo ikke en lovbog ligesom Koranen, men derimod et opgør med loven som frelsesvej eller for den sags skyld som vej til Guds hjælp i ethvert forhold, inklusiv helbredelse.
Det, du har oplevet fra visse helbredelsesprædikanter, det, du kalder presseri, er nok et forsøg fra helbredelses-prædikanternes side på at forhindre, at folk ”bare” kommer ind for at ”hente” en helbredelse og derefter glemmer alt om den menighed, der formidlede helbredelsen. Eller for den sag glemmer alt om Gud, som man som oftest udtrykker det.
Men vi skal huske, at Bibelen er en bog med frihedens og fredens budskab til betrængte sjæle. Den, der har set det, ved, at ethvert skriftsted, der bliver udlagt som lov og tvang, bliver en løgn.
Du skal dog vide, at det, du har oplevet, ikke er noget nyt. Det har mange oplevet før dig. I kristendommens 2000-årige historie har mange fået det dårligt ved at måtte sidde og høre på, at Evangeliets frihedsforkyndelse blev udskiftet med Lovens tugt –og tvangsforkyndelse.
Men vi skal huske, at både i ord og gerning har Jesus vist os Gud som vor Himmelske Far. Således lærer han sine disciple at påkalde Gud som vor Fader i bønnen Fadervor. Og han forkynder en Himmelsk Far, som er den fuldkomne kærlighed i Mattæusev. 5, 48, og som lader sin sol stå op over onde og gode i Matt. 5, 45.
Som sørger for himlens fugle og markens liljer, og så meget mere for sine børn. Det læser vi i Matt. 6, 26-32. Og Han giver dem gode gaver, når de beder ham om det. Det står i Matt. 7, 7-11.
Han er endog god mod de onde og utaknemmelige. Det læser vi i Lukasev. 6, 35. Han ligner faderen, der ynkes inderligt over den fortabte, men hjemvendte søn og tilgiver ham, Lukasev. 15, vers 20-24.
I samme ånd forkynder apostlene om Gud som vor Fader. Det læser vi i Romerbrevet 1, vers 17.
Hele den nytestamentlige kristendom kan derfor samles i det ene ord: Fader.
Også Luther betoner, at kun i Kristus erkender man Gud på den rigtige måde, nemlig som Faderen, hvis væsen er kærlighed.
Men i løbet af kirkens historie er dette billede af Gud ofte blevet tilsløret af gammeltestamentlige forestillinger om en uberegnelig og straffende Gud, som kræver over-menneskelige præstationer af os. Ja, denne tilsløring finder stadigvæk sted i visse kristne sammenhænge desværre. Derfor er det en hovedopgave at fastholde troen på Guds faderkærlighed. Nogle har endda opgivet troen på Gud, fordi de blev præsenteret for et forkert billede af Gud.
Kun når vi har det rigtige billede af Gud, kan glæde og fred blive vores kristne grundstemning, og det er glæde og fred, Jesus lover sine disciple, og som Paulus ønsker til menighederne.
I Romerbrevet kap. 6, vers 14 understreger Paulus, at kristendommen ikke er en lov-religion; men en nådereligion. Selvfølgelig kræver en kærlig far ikke umulige præstationer af sine børn, og han udsætter dem heller ikke for presseri.
Guds forhold til os er et givende forhold. Det betyder, at når Gud fordrer noget af os, så har Han allerede givet gaven, dvs. så har Han allerede lagt evnen ind i os til at kunne opfylde fordringen. Det billede af Gud kan give os fred og gøre os trygge.
Det er helt afgørende for vores liv, at vi har dette billede af Gud, ellers bliver vores liv forpestet af frygt og angst, og vi oplever daglig frustration ved ikke at kunne leve op til de krav, der stilles til os.
Sommetider kræver vi næsten umulige ting af os selv, eller andre gør det; men Gud stiller ikke fordringer, som vi ikke af Ham har fået evnerne til at opfylde. Det ene betinger det andet.
Det er netop den forståelse af Gud, vi har fået af Jesus. På den ene side gør han den uendelige fordring gældende overfor os, som f.eks. i Bjergprædikenen. Men han tilbyder os også allerførst sin uendelige hjælpsomhed, og når vi så gør eller prøver at gøre det, som Gud fordrer af os, ved vi, at vi ikke handler blot af os selv med blot vore menneskelige kraft og evne; men vi handler i Guds kraft, som de, der bæres frem af Ham til at gøre Hans vilje.
Så ved vi også, at det ikke er vores egen fortjeneste, når det lykkes for os at gøre Guds vilje.
I præstations-kristendom, som du har stiftet bekendtskab med på helbredelsesmøder, lægges vægten på, hvad vi skal gøre for at blive anerkendt af Gud. Herved bliver Guds virksomhed i os trængt tilbage. Det er trist; men denne form for kristendom har nok, som jeg har nævnt før, været til lige så længe, som kristendommen har eksisteret. Men det bliver den ikke ægte af.