Bjarnes hjørne
Sæl er vores daglige kød

Rundt omkring i den vestlige verden lyder der et ramaskrig, når talen falder på jagt på sæler og hvaler. Mennesker, der med god samvittighed sætter tænderne i kylling, flæskesteg eller en rød bøf, bliver højrøstede og forargede, når talen falder på hvalbøf, sælsteg eller sælsuppe, som for øvrigt smager godt og indeholder masser af værdifulde næringsstoffer. Hvorfor nu denne dobbeltmoral? Mange vil sige, det skyldes at disse dyr er truede. Det gælder for nogle hvalarter, ikke alle og det gælder bestemt ikke for sæler, der hører til på mange grønlænderes middagsbord flere gange om ugen. I øvrigt er der i visse områder af verden så mange sæler, at de er blevet en pestilens for befolkningen, ikke mindst for fiskerne.

Da kronprins Frederik for en del år siden skød sin første sæl under et besøg i Grønland, førte det til højlydte protester i dansk presse. ”Det er så synd for sælerne, at man skyder dem.” Men det er åbenbart ikke synd, at vi har kyllinger og grise til at gå meget tæt sammen uden at komme ud i den frie natur, eller at vi har tremmekalve, der heller ikke møder den frie natur, og at vi derefter slagter dem. I Grønland har jeg aldrig hørt om tremmesæler. Sælerne lever et frit liv – og nogle af dem ender som menneskeføde.

Hvorfor er vi blevet så hysteriske med visse dyrearter? Hvornår skete vendingen? Min kone har ofte sagt: Da Walt Disney gjorde dyr til mennesker, begyndte vi at behandle dyr som mennesker. Senere kom dyreaktivisterne med Paul Watson i spidsen til. Han gjorde hvalen til en person, et ”du”, et individ, der er som os.

Vi skal behandle dyr ordentligt, men vi skal ikke gøre dem til mennesker. Det vil være et brud på skaberværket. ”Gud har skabt menneskene, som de bør være, men de har så mange sære ting for”, ifølge Prædikerens Bog. Der er en rangordning i skaberværket, hvor mennesket er sat til at forvalte naturværdierne, herunder dyrene. Det betyder, at vi skal behandle dyrene ordentligt, både dem i den frie natur og dem, vi har ladet indgå i produktionen.

Derfor er det langt vigtigere at råbe op om dyretransporter og dyrevelfærd i landbruget end om jagten på sæler og hvaler. Internationalt skal vi naturligvis overvåge, at intet dyr bliver udrydningstruet, men vi skal samtidig passe på, at vi ikke skaber hindringer for oprindelige folks levevis.