Fars dag:
Vejen til datterens hjerte!
Sidste sommer tilbragte jeg en uge sammen med min datter Sara på en sommerlejr for fædre og døtre, og vi havde en dejlig tid sammen. Denne oplevelse gjorde, at jeg begyndte at beskæftige mig mere med forholdet mellem fædre og døtre..
Af Ken R. Canfield
Som far til en datter har man brug for ekstra meget nåde og visdom, for for ham er det et ukendt land. Han har aldrig selv været en pige!
Vore fædre var de første mænd, vi holdt af. Når de ikke var der, eller når de ikke duede som fædre, fik det stor indflydelse på vores opfattelse af os selv, af mænd og af Gud, skriver Heather Harpman. Hvis det passer, hvad jeg tror, det gør, så har fædre en nøglerolle i deres små døtres liv.
Prøv at overveje, hvordan en faders indflydelse har formet livet for de voksne kvinder, du kender: din kone, din søster, en svigerinde, en kollega eller en veninde. Hvordan kommer fædrenes indflydelse til udtryk hos disse døtre? Hvis du tænker på deres liv, vil du så kunne sige, om deres far har elsket og respekteret dem? Har han bevidst foretaget sig noget for at fremhæve deres evner? Har han taget del i deres liv i de år, hvor de blev præget? Har han nogensinde forladt eller opgivet dem? Har han misbrugt dem? Hvordan har faderens indflydelse i sidste ende været på disse børn?
Enhver klog terapeut ved, at døtres hjerter ofte har manglet faderkærlighed. Mange kvinder kæmper i mange år af deres liv med massive problemer, fordi den første mand i deres liv ikke var meget mere end et hologram for dem – et gennemsigtigt billede, som knap nok rigtig fandtes.
Siden den såkaldte kønnenes kamp i 60erne har der hersket stærke spændinger i vores samfund mellem mænd og kvinder. Også 90erne har ført nye udfordringer med sig. Dertil kommer den kulturelle praksis, som er almindelig i nogle lande – piger fjernes ved abort eller på anden måde, fordi familien kun ønsker sig sønner.
Hvordan kan vi som kristne mænd hjælpe til med at løse disse spændinger? I den forbindelse vil der kunne siges meget om ægteskabet og mandens rolle til sin kone. Men jeg er sikker på, at også den måde, vi opdrager vore døtre på, kan bidrage til at bringe kønnene sammen. Fædre er de første mænd i deres døtres liv, som de små piger kan respektere og holde af. Af os lærer de, hvad en mand betyder, og hvilken behandling de senere kan og skal forvente af mænd.
En medicinstuderende lavede engang en undersøgelse af, hvordan kvinder, som havde mistet deres far i deres unge år, levede med dette tab. Et af spørgsmålene gik på, hvad disse kvinder mest havde savnet i forhold til deres far, og to svar gik igen i mange af besvarelserne.
For det første savnede de deres far, når de havde problemer eller skulle træffe vigtige beslutninger i livet. De spurgte tit sig selv: Hvad ville far have gjort, hvis han havde været her? Hvordan ville han have klaret situationen? Det overrasker ikke, for fædre er ofte problemorienterede i deres opdragelse. Det er dem, der løser problemer og bringer orden i børnenes verden.
Det andet svar var derimod meget mere følelsesladet. Kvinderne beklagede dybt, at deres far ikke ville være der til at føre dem op ad kirkegulvet på deres bryllupsdag. Dette højtidelige øjeblik med den hvide kjole, den smukt udsmykkede kirke og gæsternes beundrende blikke. Alene tanken herom kan motivere alle fædre til at opbygge et forhold fuldt af kærlighed, forståelse og respekt til vores døtre.
For nogle år siden kom min kone og jeg i nærmere kontakt med en ung kvindelig studerende, som vi havde lært at kende i menigheden. Niki var lige flyttet til byen, og en søndag inviterede vi hende hjem til middag. Under middagen spurgte jeg Niki om hendes familiebaggrund, hvor hun var vokset op, og hvad hun ville bruge sin uddannelse til. Derpå bragte jeg følgende spørgsmål på bane: Hvordan ville du beskrive forholdet til din far?
Først talte Niki om sin perfekte storebror, som faderen havde forgudet. Derpå nævnte hun nogle typiske vanskeligheder, som optræder i de fleste fader-datter forhold. Hun fortalte, at faderen havde været optaget af at tjene til livets ophold, og om sine teenageår, som havde været vanskelige. Derpå nævnte hun et brev, som hun for nogle år siden havde fået af sin far. I dette brev erkendte faderen, at han ikke havde slået til, og bad om tilgivelse herfor og om en ny chance for at genopbygge forholdet. Han opmuntrede hende til at videreudvikle sine evner og skrev, at han ikke troede, der var noget i livet, hun ikke ville kunne klare. Niki indrømmede, at hun ofte tog brevet frem for at læse det og hver gang blev dybt bevæget.
Niki, hvor gemmer du dette brev? spurgte jeg. I min bibel, svarede hun. Da jeg spurgte, om jeg måtte læse det, sagde hun glad ja.
Brevet var ikke særlig dybsindigt og fuldt af grammatikfejl. Men det, der gjorde indtryk på mig, var tonen i brevet og faderens utvetydige indrømmelse af savn. Han håbede, at forholdet mellem dem kunne gøres godt igen og – som profeten Joel skriver – de år erstattes, som græshopperne havde ædt (Joel 2,25). Nikis far havde omsider erkendt, hvor dejligt det er at have en datter – og det er aldrig for sent at rette op på et forsømt forhold, når man er parat til at erkende sine fejl.
Ken R. Canfield er far til fem børn og leder af et forskningscenter, som hovedsagelig beskæftiger sig med fædres rolle.
