Brasilien spytter bibler ud

De 136 medlemslande i „The World Bible Society“ udgav sidste år tilsammen 21 millioner bibler – heraf blev de 4,2 millioner udgivet i Brasilien af det brasilianske bibelselskab. Derudover blev der udgivet yderligere halvanden million bibler af andre forlag i det sydamerikanske land.
En religiøs vækkelse i løbet af det sidste årti med hurtig vækst i antallet af kirker til følge er sammen med dygtige forretningsfolk hos forlæggerne årsagen til det store antal brasilianske bibler. Ifølge nyhedsbureauet AP er Brasilien nu verdens største udgiver af bibler.
Omkring 15 pct. af brasilianerne var i år 2000 medlemmer af en protestantisk kirke; det er næsten en fordobling i forhold til 1991, hvor ni pct. af befolkningen var protestantiske kirkemedlemmer. Pt. er der omkring 185 millioner indbyggere i Brasilien.
– Vi baserer vores tro på Bibelen. Vi ønkser, at folk skal gå direkte tilbage til Jesus, og det gør de ved at læse, hvad der står i bibelen, siger pastor Roberto dos Santos fra Brasililens største, protestantiske kirkeretning, Assembly of God.
Brasililens pietistiske tradition har tilmed gjort Bibelen til en form for statussymbol, så næsten alle familier ejer et eksemplar af den hellige bog.
Man kan dermed konstatere, at verdens bibelbælte er rykket væk fra USA’s sydstater og længere mod syd – helt ned til ækvator faktisk.
– jeli