Ejendomsmægleren blev sognepræst – på Færøerne
Krise førte ham i armene på Gud…..Mogens Tilsted Christensen var en succesrig ejendomsmægler i Århus, men en trafikulykke ændrede hans liv i drastisk retning.
– Jeg var meget forvirret, for jeg synes det var så synd for den 6-årige Sofie, der nu havde fået revet sin lillesøster væk. Jeg havde også meget ondt af min kone, der både havde mistet et barn og fået læsioner på rygrad og en brækket arm.
– Blev du vred på Gud?
– Næh, jeg var vred på mig selv, at jeg ikke kunne undgå det, som var sket. Jeg kunne ikke se Gud hverken i ulykken eller vor 5-årrige datters død.
– Var du bange for Gud?
– Jo, jeg var nok lidt bange for Gud, for hvis han virkelig var til, hvorfor kunne dette så ske? Men det er ikke Gud, men Djævelen, der bringer død og ulykke. Og senere forstod jeg, at vi på grund af Jesu opstandelse fra de døde har fået andel i hans sejr over døden.
Sognepræst Lars Mandrup ved Risskov Kirke gjorde sit arbejde som trøstens præst på en helt fantastisk måde, og det gjorde stort indtryk på mig.
– Efter ulykken gik jeg først på unge Hjems Højskole, bare for at få nogle andre tanker ind i hovedet. I 1980 så jeg et kors på himlen, og jeg begyndte herefter at søge efter en mening med livet. Jeg søgte overalt for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle få hjælp.
– Jeg søgte også hjælp hos sognepræst Jesper Langballe, som nu sidder i Folketinget for Dansk Folkeparti. Jeg boede i Thorning sogn i midten af 80-erne. Jeg var med i studiekreds i præstegården i Thorning, og det var en stor glæde at høste inspiration og viden fra den kontroversielle præst.
Inden for folkekirken var der så mange ikke troende præster, så jeg blev meget glad for at møde en præst, der troede på Kristi opstandelse.
Det interessante ved Jesper Langballe er, at han har så alsidig en viden. Han bekender klart kulør, man ved, hvor han står, og han var mig en meget god hjælp til selvhjælp. Jesper Langballe er ikke den præstetype, der ønsker at sidde på folk. Han er et folkeligt og festligt menneske, der sammen med fætteren Søren Krarup ved udholdende og vedvarende debatstil har været med til at udbrede Danmarks kristenforståelse.
– Mødte du Søren Krarup?
– Ja, jeg opsøgte ham og vi havde gode og opbyggelige samtaler, og jeg fik råd og vejledning. De to intelligente fætre har ofte været udskældt i offentligheden. Tænk sig, de er blevet kaldt nazister
Nej, verden vil bedrages, og den bliver det tilsyneladende.
– Hvornår blev du klar over, at Gud var mere end filosofi?
– I 1987. Jeg læste meget i Bibelen, men havde svært ved at forstå den. Men den 10. februar blev jeg omvendt, jeg blev født på ny. Herefter blev Bibelens ord levende, og jeg oplevede nu Bibelen som tegneserie.
– Du mødte også Moses?
– Ja, jeg kontaktede Moses Hansen helt tilbage i 1987, fordi jeg synes, han stod for noget. Gennem ham kom jeg i kontakt med bl.a. Jens Peder Pedersen og Jens Kr. Berglund i Herning.
– Men du blev ikke frikirkemand?
– Nej, det blev tydeligt for mig, at barnedåbens nåde egentlig er god nok. Det er oplæringen efter dåben, der ofte mangler i folkekirken, og som vi skal tage os af. Voksen- eller barnedøbt gør ingen forskel, og det er nok med én dåb, mener jeg.
Fra 1987-92 blev Mogens headhuntet som konsulent af Jyllands største entreprenør, Provinsbyg, der byggede 350 huse om året. Det var et godt job med fast løn, fri bolig, fri telefon osv.
Men i rollen som ejendomsmægler følte han sig stadig mere som lusen mellem to negle sælgeren og køberen.
Han holdt op hos Provinsbyg, tog på Brande Bibelskole og indskrev sig herefter på universitetet i Århus i 1992; han ville studere teologi i en alder af 46 år.
– Det var hårdt, indrømmer Mogens.
– Specielt at skulle lære latin, græsk og hebræisk krævede sin mand og jeg havde arbejde ved siden af. Jeg var færdig med 1. del i 1996. Så tog jeg to års pause, hvor jeg arbejdede fuldtids, før jeg fra 1998 til 2002 gjorde sidste del færdig inklusive Pastoralseminariet, fortæller Mogens, der skrev speciale om karismatisk kristendom i Folkekirken.
– Når jeg modregner den tid, jeg har haft arbejde ved siden af og min studiepause, så har jeg ikke brugt mere end 7 år til teologistudiet og et halvt år til pastoralseminariet. Inklusive de 2 års arbejdspause har studierne varet 9 år, og det er gennemsnit for dette studium. Normeret tid er 6 år for en sproglig student. Jeg måtte også bruge et år på at lære latin først, fordi min HH-eksamen ikke var med latin.
– Senere mødte du andre præster?
– Ja, Scott Christensen, der nu er præst ved Johannes-kirken i Herning, var min gode ven og studiekammerat i 90erne. Jeg var med hans far Stig til Løvhyttefest i Jerusalem. Det viste sig hurtigt, at Stig var mere end en teolog. Hans enorme menneskeforståelse, hans medmenneskelige og sociale indstilling er guldkorn for ethvert søgende menneske.
Jeg havde også god kontakt med min daværende sognepræst ved Asmild/Tapdrup kirke i Viborg Gunner Hansen. Han betød meget for, at jeg blev i Folkekirken.
– Hvordan mødte du Anna?
– Anna og jeg mødte hinanden ved Kristeligt Dagblads jubilæumsgudstjeneste i Københavns Domkirke. Jeg arbejdede dengang for Kristeligt Dagblad som sælger. Anna og jeg havde meget at tale om. Vi var begge enlige. Hun var enke efter 13 år, og jeg manglede den medhjælper, som Gud sagde til vor forfader Adam, at en mand må have, for det er ikke godt for mennesket at være alene.
Anna er oprindeligt uddannet diakonissesygeplejerske ved Skt.. Lukafstiftelsen i København. Hun har arbejdet ved Maria-kirken på Vesterbro i sin fritid. For at fuldbyrde foreningen, læste hun lægmandsteologi samtidig med, at jeg afsluttede de sidste 3 år af mine teologistudier. Så vi blev teologer samtidig hun lægmands-teolog med diplom og jeg cand.theol.
Vi har derfor fælles teologiske interesser, og det er en stor hjælp for mig, at hun kan hjælpe mig i alt. Vi er den gode gamle sammensætning af præst og præstekone i præstegården. En kolossal styrke for os begge, og en stor fordel for menigheden.
Det hænder, at Anna er degn ved gudstjenesterne, når degnen er syg eller forhindret. Ingen prædiken og ingen salme vælges uden sammen med Anna.
– I blev præstepar på Færøerne i otte kirker?
– Ja, jeg er sognepræst på Nordstrømø Præstegæld. Hvor der bor ca. 3700 mennesker, er 8 kirker og en stor opbakning i sognet. Kirkerne er: Tjørnuvík, Haldarsvík, Saksun, Hvalvík, Kollefjord, Kvívík og Vestmanna kirker. Nordstrømø præstegæld er hele den nordlige del af hovedøen Strømø.
Jeg har to kolleger: sognepræsterne Marjun Bæk og Inga Poulsen Dam. Og de er fortrinlige teologer, dygtige præster og gode kolleger.
På Færøerne møder ca. 12 pct. af befolkningen op til gudstjenester hver søndag.
Den mindste af de kirker, jeg betjener Saksun er en lille idyllisk beliggende kirke helt ude ved Atlanterhavets indmunding på Nordstrømø. Den lille bys indbygger udgør 34 mennesker. Der er herfra opfostret 6 læger. Der kommer over halvdelen af byens indbyggere i kirke. En enkelt gang har vi været 23 (svarende til 67 pct.).
I den by, hvor jeg bor, ligger Færøernes ældste rene trækirke med græstørv på taget, den er opført i 1829, og der skal holdes 175 års-jubilæumsfest første søndag i advent i år, fortæller Mogens begejstret. For nylig oplevede han som tilflytter den ære at skulle tale i Domkirken til Færøernes nationaldag.
