Forfra mod Paradislandet
Endnu en historie fra Killing Fields, Cambodja under Pol Pot og De røde KhmererMange kan endnu huske avisens barske historier fra borgerkrigen i Cambodja mellem 1970 og 1975, hvor landet lidt efter lidt blev overtaget af guerilla-bevægelsen De Røde Khmerer under ledelse af Pol Pot.
Ved magtovertagelsen erklærede Pol Pot, at Cambodja skulle begynde forfra ved år 0 og landet fremover skulle være det perfekte bondesamfund, paradislandet. Den tidligere historie skulle udslettes. Alle indbyggere blev gennet ud på landet til omskoling, penge blev med ét afskaffet, klostre nedlagt og religion forbudt. Som et led i planen blev mere end to millioner mennesker henrettet.
Det fortæller Sokreaksa S. Himm om i bogen År 0 i Paradislandet. Han var 11 år gammel, da borgerkrigen brød ud. I 1977 blev næsten hele hans familie dræbt. Kun han og hans søster overlevede. Hans far, flere af hans brødre og han selv blev skubbet ned i en massegrav, nogle fik skåret halsen over, andre slået til døde, men mirakuløst overlevede Sokreaksa denne massakre og kunne kravle uskadt på legeme, men skadet på sjælen, op af graven, og fra et skjul så han, at det gik hans mor og søstre på samme måde.
Hans historie er en ufattelig historie om overlevelsesevne og værdighed under helt umenneskelige forhold, men det er også en beretning om flugt, om mødet med kristne cambodjanere i en flygtningelejr og en lang og psykisk hård vandring frem mod et nyt liv, forsoning og fred.
Bogen er fyldt med barske oplevelser, der fylder drengen og teenageren med posttraumatiske smerter, hukommelsessvigt og angst. Han er plaget af psykisk uro og lider af søvnbesvær. Fra flygtningelejren i Thailand kommer han videre til Canada. Han finder ind i et kristent fællesskab, men han lider. Psykologhjælp viger han tilbage fra. Men han finder trøst og lindring ved at læse i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, og efter en lang vandring med opbakning fra mange mennesker lærer han tilgivelsens svære kunst og kan sige: Tilgivelse har været en særlig gave fra Gud i mit liv, en åndelig magt, som bryder fortidens bånd. Hadets ild forsvandt fra mit hjerte.
Sideløbende med denne udvikling får han samlet op på sine manglende skolekundskaber og får en teologisk uddannelse. 15 år efter ankomsten til Canada vender han tilbage til Cambodja som missionær og bliver til hjælp for mange, der lider af posttraumatiske smerter.
År 0 i Paradislandet er en krigs- og missionærhistorie, der er anderledes. Velskrevet og spændende.
Sokreaksa S. Himm:
År 0 i Paradislandet
173 sider 199 kr Lohse