Poppede stemmer på Glow Festival
Søskendetrioen Mathews med koncerterfaring fra Grenå og Sydney er med deres poppede stemmer og rockede musik klar til weekendens Glow Festival i LunderskovEt af de danske navne på weekendens kristne musikfestival i Lunderskov, Glow Festival, er nordjyske Mathews, som er betydelig mere strømlinede og internationale end deres geografiske rødder lader antyde.
Mathews består af søskendetrioen Sabina, Simon og Rebekka Mathew. Sidstnævnte er især kendt fra sin tid i pigeduoen Creamy, som var den mest sælgende danske cd i 1999.
– Vi har spillet og sunget i forskellige bands og grupper lige siden vi var helt små som regel også sammen – og for et par år siden fik vi lyst til at spille vores egen musik, fortæller Sabina.
– Gruppen med kun os tre blev dannet for halvandet år siden. Da vi har den samme musikstil og de samme mål med vores musik, var det en oplagt ting at gøre.
Mathews skriver al deres musik og alle deres tekster selv, og de er gået til værket med grundighed.
– Vi tog til LA, England og Sverige for at prøve noget nyt, arbejde sammen med nogle nye navne og måske få nogle gode idéer. Vi ville finde vores egen lyd og vores egen stil.
Men vi fandt ud af, at de fedeste folk faktisk er i Danmark bl.a. vores producer, griner Sabina.
Endnu tilhører gruppen de ukendte navne på den danske musikscene, og da Mathews i juli spillede ved Grenå Beach Party, var der ikke mange af de 9.000 partygæster, der havde hørt om dem.
– Vi spillede som nogle af de første, så der var ikke helt fyldt op endnu, men folk tog godt imod os, selv om de ikke kender vores sange. Men de største roser fik vi fra de andre artister, da vi kom om bag scenen. De kunne lide de ting, vi laver, fortæller Sabina.
Mathews er ikke bange for at sætte sig store mål og tale højt om dem. Det danske musikmarked er for småt til, at man kan leve af kun at sælge til det. Derfor vil gruppen være international.
– Udlandet er helt klart noget, vi satser på. Det er vores ambition at kunne leve af vores musik, erklærer Sabina og fortsætter:
– For nylig var vi på turné i Australien, hvor vi både spillede i kirker og andre steder. Specielt i Sydney var det rigtig godt. Vi spillede i en stor kirke, og der kom et par tusinde tilhørere, som var meget begejstrede, og nu vil de gerne have, at vi kommer tilbage.
Indtil da må Sydneybor-gerne nøjes med at klikke ind på internettet. I øjeblikket er der nemlig online-video med tre numre fra en Mathewskon-cert, som man gratis kan afspille. Og det er ikke udelukket, at gruppen vil fortsætte deres PR i samme spor.
– Det er ikke noget, vi har afgjort endnu, men internettet er i hvert fald et sted, hvor man når ud til et meget bredt publikum, siger Sabina.
Sabina karakteriserer gruppens musik som poprock, fordi stilen og stemmerne kombinerer de to nævnte musikgenrer.
– Vi har jo vores poppede stemmer, og dem kommer vi nok ikke af med. Vi vil nu også gerne både have og beholde dem. Stilen er rocket, men med nogle poppede melodier.
– Man prøver jo altid at lave et hit, og vi vil gerne lave nogle numre, der er så fede, at man ikke glemmer dem igen, fortæller hun.
Det, som man ikke skal glemme igen, er budskabet fra Mathews. Gruppen mener, at den har sin berettigelse i et marked med masser af talent, fordi den har et budskab.
– Der er mange, som kan synge, og som har talent. Men vi har noget at sige med vores musik og med vores liv. Vores tekster handler meget om tro, om kærlighed, om Gud og om hverdagsting. Det er tekster fra vores eget liv, afslører Sabina.
– Vi vil gerne kommunikere ud, hvad Gud har gjort for os. Det er fedt, det vi har! fastslår hun.
Mathews barsler snart med en cd. I løbet af efteråret, lover Sabina. Senere i denne måned udkommer gruppens single med nummeret Yearning som i øvrigt kan høres på nettet allerede nu.