Forsker:
Sandsynligt, at Jesus opstod fra de døde

Amerikanske Lee Strobel er uddannet jurist fra Yale Law School og var tidligere ansvarlig for retsstoffet på Chicago Tribune, hvor han som journalist vandt flere priser for sine artikler fra Chicagos retssale.

Lee Strobel rekonstruerede sin egen åndelige rejse ved at interviewe en række forskere om beviser for Jesu liv. Strobel har lavet en særlig udgave af bogen beregnet for studerende – den bog er netop udkommet på dansk på Credo Forlag med titlen „Research om Jesus“

Indtil 1981 var han en åndelig skeptiker, men da hans kone blev kristen, kastede han sig over et to år langt studie, hvor han søgte rationelle og videnskabelig velfunderede forklaringer på sine spørgsmål til den kristne tro. Det førte i sidste ende til, at han en dag hjemme på sit kontor bøjede sine knæ og bad en bøn til Jesus. Siden da har han været en troende kristen, og han har arbejdet som præst i to af USA’s største kirker (Willow Creek i Chicago og Saddleback Churc i LA), ligesom han har skrevet flere bøger, som forklarer elementer i den kristne tro på en rationel og populærvidenskabelig måde.

En af bøgerne hedder „The Case for Christ“. I bogen gentager Strobel sin to år lange mentale rejse, som førte ham fra at være en åndelig skeptiker til at være en troende kristen. For at samle stof til bogen rejste han rundt i USA og interviewede førende, kristne forskere, som gav deres forklaring og begrundelser for så forskellige ting som: hvorfor man kan stole på Bibelen, om Jesus var sindssyg, og om det er sandsynligt, at Jesus virkelig opstod fra de døde.
Sidstnævnte interview var med dr. phil. William Craig Lane. Strobel havde valgt at interviewe ham, fordi han har studeret opstandelsen under et ophold ved University of Birmingham, UK og siden har været ivrig fortaler for opstandelsens virkelighed.

Diskussionen om rigtigheden af Jesu opstandelse har været opført som et show i USA mellem Lane og Frank Zindler, den nationale talsmand for American Atheists Inc. Debatten blev overværet af 8.000 tilhørere, og flere end 100 radiostationer sendte direkte derfra.
I „The Case for Christ“ oplister Dr. William Craig Lane fem punkter, som alle taler for rigtigheden af opstandelsen:

Blev Jesus nogensinde lagt i en grav som beskrevet i det Nye Testamente? Det normale for korsfæstede forbrydere på Jesu tid var enten at blive hængende døde på korset, indtil fugle havde ædt alt kød af benene eller også at blive smidt i en fælles massegrav. Så mon ikke Jesus blev smidt i en massegrav eller simpelthen ribbet for alt kød af sultne fugle?
Opstandelsesskeptikerne finder denne forklaring mere sandsynlig end det Ny Testamentes, hvor Jesus bliver begravet af rådsmedlemmet Josef af Arimatæa.
Hertil svarer dr. Lane, at de fire evangelier alle beretter om Josef af Arimatæa. På andre områder differentierer evangelierne og fokuserer på forskellige ting, men alle har beretningen om rådsmedlemmet med. Og da Markus-evangeliet er skrevet forholdsvis kort efter de faktiske begivenheder, har der ikke været tid til at udvikle en legende på dette område.
Faktisk viser hele sproget, grammatikken og stilen i Markus-evangeliet, at hele passionsberetningen i dette evangelium er importeret fra en endnu tidligere kilde. Ifølge William Craig Lane er der indicier på, at denne endnu tidligere kilde er skrevet før år 37. Så det vil være uhørt i historisk sammenhæng, hvis beretningen om Jesus død og opstandelse skulle være en legende, som har udviklet sig på så kort tid.
At evangelisterne skulle have opfundet Josef af Arimatæa er usandsynligt, fordi han er jødisk rådsmedlem og dermed en del af den jødiske ledelse, som netop var de første kristnes største modstander. De ville have valgt en anden karakter, hvis de selv skulle opfinde en person til at begrave deres mester.
Endvidere ville det være altødelæggende for et bedrag at bruge en navngiven stadig levende person på en central plads i bedrageriet. Han ville nok protestere mod dette, hvis det ikke var sandt.

Jesu gravsted var kendt af både jøder og kristne. Så hvis graven ikke var tom, ville det være umuligt for en bevægelse, som er funderet på en tro på Jesu opstandelse, at kommet til live i den selv samme by, som Jesus i fuld offentlighed var blevet henrettet og begravet i.
Og discipelene stjal ikke Jesu legeme for på den måde at bedrage samtiden og skabe en religiøs bevægelse med den opstandne Jesus som centrum. For de var klar til at gå i døden for deres tro, og det ville de næppe gøre, hvis de vidste, at opstandelsen var en løgn. De troede fuldt og fast på opstandelsen.

Er det muligt, at kvinderne, som ifølge evangelierne først opdagede opstandelsen, i virkeligheden var gået ud til en forkert grav? Svaret er nej, for de jødiske ledere kendte udmærket til beliggenheden af Jesu grav, og de kunne for at tilbagevise disciplenes vidnesbyrd om den tomme grav blot henvise til den rigtige grav, hvor Jesu legeme så ville ligge.
I det hele taget er det påfaldende, at de jødiske ledere ikke argumenterer ved at sige, at Jesu legeme stadig ligger i graven. Det ved de godt, at det ikke gør. Derfor bestikker de gravvagten til at sige, at de faldt i søvn på vagten, og at disciplene så kom og stjal Jesu legeme, mens de sov. Ingen – selv ikke de kristnes modstanderne – påstår altså, at Jesus stadig ligger i graven. Spørgsmålet går i stedet på, hvad der er sket med liget.

Kvinder havde meget lav status i datidens samfund. Nogle jødiske rabbinere sagde, at den jødiske Tora hellere måtte blive brændt end falde i kvinders hænder. Andre sagde, at velsignelse var over den, som fik sønner, mens ve var over den, som fik døtre. Værdien af kvinder som vidner var endda så ringe, at de ikke måtte optræde i retssager. Hvis opstandelsesberetningen er en legende, så ville Johannes eller Peter optræde som de første vidner om opstandelsen og ikke en gruppe kvinder, hvis udsagn var regnet for værdiløse.

I det andet århundrede fremkommer forskellige opstandelsesberetninger, hvor Jesus kommer ud af graven i herlighed og kraft, og alle ser ham også præsterne, de jødiske ledere og de romerske vagter. Sådan er indholdet af legender, men de opstår først generationer efter, at begivenhederne har fundet sted. Markus-evangeliet brillerer nærmest med sin enkelhed i beretningen om den tomme grav. En legende ville sovse beretningen ind i pragt og storhed.

Dr. William Craig Lane mener, at personer, som ikke godtager evangeliernes beretning om opstandelsen er klar over, at deres forklaringer ikke er særligt sandsynlige. Men fordi de ikke kan acceptere Guds eksistens, oplever de evangeliernes beretning som endnu mere fantasifuld. Men ifølge dr. Lane er opstandelsen, som evangelierne beskriver den, den bedste forklaring på, hvad der rent faktisk skete.
„Hypotesen om, at Gud oprejste Jesus fra de døde, modsiger ikke videnskaben eller nogen kendte aspekter af erfaringen. Alt, den kræver, er hypotesen om, at Gud eksisterer. Så længe Guds eksistens på nogen måde er mulig, så er det muligt, at han greb ind i historien ved at oprejse Jesus fra de døde“, siger opstandelseseksperten.