Ambitiøs plan for nye oversættelser af Bibelen
USA: I dette øjeblik tales der omkring 6000 forskellige sprog i verden. Til de 3000 af sprogene er enten hele eller dele af Bibelen oversat – de resterende 3000 bibelløse sprog tales af omkring 250 millioner personer.
For at lære et nyt sprog tilstrækkelig godt til at kunne bruge det i oversættelsesøjemed går der en række år. Faktisk tager det gennemsnitlige bibeloversættelsesprojekt op til 20 år fra begyndelse til færdigt resultat.
Ovenstående oplysning sætter bibeludgiverselskabet The Seed Companys nyeste målsætning i perspektiv: I løbet af tre år vil selskabet årligt oversætte Bibelen til 50 nye sprog.
For at projektet skal lykkes, har The Seed Company allieret sig med en række lokale sprogeksperter i forskellige lande og områder, som har et stærkt ønske om at få Bibelen oversat til deres eget sprog.
– Vi oplærer dem, og vi giver dem midlerne til det, siger Roger Garland fra The Seed Company og vedgår, at projektert er ambitiøst:
– Men med et ambitiøst mål følger ambitiøse bønner, siger han.
– jeli