Ikke i dag! Det er jul!
Byens gader er tomme. Det er allerede mørkt; kun butikkernes vinduer er endnu oplyste. De stråler om kap med deres festlige julepynt, der blinker og funkler i alle farver…
Johs. Åbenbaring 3,20
Snefnuggene daler lydløst ned fra himlen, og langsomt forsvinder gader og tage under et glitrende, hvidt tæppe.
Ud fra de fleste huse stråler der et varmt lys. Bag ved gardinerne kan man her og der se de tændte lys på juletræet, og fra køkkenvinduerne strømmer der en forjættende duft af andesteg. Et eller andet sted er der et par børn, som synger julesange.
En ensom mand går rundt i gaden. Hans gang er fast og sikker. Han ligner ikke en, som ikke ved, hvordan han skal tilbringe højtidsdagene. Hans ansigt udstråler fred og ro.
Pludselig bliver han stående ved en gadedør og ringer på klokken. Der går et stykke tid, før døren går op. Manden breder armene ud, som om han vil omfavne den person, som kommer frem på dørtrinnet men før han kan nå at sige noget, bliver døren smækket i for næsen af ham. Han lader sine arme falde ned og går langsomt videre.
Ved det næste hus ringer han uden tøven igen på klokken. Denne gang varer det ikke så længe, før der dukker nogen op. Manden begynder: Jeg ville gerne . . . . Men i næste øjeblik ser han sig igen stående foran en lukket dør. Og sådan fortsætter det. Alle steder, hvor han ringer på, bliver døren smækket i for næsen af ham. Sætninger som: Jamen ikke en juleaften! og Vi har ikke tid i aften! bliver slynget i hovedet på ham.
Til sidst bliver han stående for enden af gaden og kigger tilbage over hele det strålende lyshav. Tårer triller stille ned ad hans kinder fra øjne, som er fulde af kærlighed og varme.
Han vil gå videre til den næste by. Et eller andet sted vil der helt bestemt være nogen, som vil tage imod ham. For han er ikke kommet forgæves: Men alle dem, som tog imod ham, gav han fuldmagt til at kalde sig Guds børn, dem, som tror på hans navn.
Eva Gees
