Den tabte jul i Ungarn
Allerede længe havde den været planlagt – rejsen til Ungarn til min mands familie. Det var slet ikke så enkelt, for vi skulle have gården passet med alle dens høns, køer og grise. 
Endelig var det så vidt: Vore fire børn skulle passe hus og hjem i en uge, så vi kunne tage af sted. Min mand var lykkelig ved tanken om endelig at gense sin familie efter mange, mange år. Min begejstring var derimod til at overskue.
Jeg ville meget hellere tilbringe julen i min egen familie. Også vores to døtre, som studerede i udlandet, var hjemme i julen. Men fordi min mand havde glædet sig så meget til gensynet med Ungarn, havde jeg sagt ja…
I godt humør kørte vi kilometer efter kilometer i bevidstheden om at skulle tilbringe den næste uge sammen i fred og ro.
Vi besluttede at tage en kort afstikker til Wien, men kort før vi nåede byen, afslørede min mands ansigtstræk, at der var et eller andet galt: Bilens omdrejningstæller faldt mere og mere – køretøjet truede med at blive stående, men kørte så alligevel videre. I håb om at problemet havde løst sig selv, vovede vi os ind i centrum af Wien. Men så skete det:
Midt i et stærkt trafikeret kryds gik bilen i stå. Den ville ikke flytte sig så meget som en centimeter! Midt i al trafikvirvaret måtte vi skubbe den ind til siden. Men til sidst lykkedes det at få den i gang igen.
Jeg bad: Herre, vil du godt lade den her bil fungere! Du kender vores mål, og når vi nu endelig efter så mange år har et par dage fri, kan du da ikke tillade, at teknikken strejker!
Men da vi holdt på parkeringspladsen ved slottet Schönbrunn, virkede ikke engang kontrollamperne mere.
Heldigvis havde jeg husket at tage nummeret på redningstjenesten med. Da der omsider kom en kranvogn (efter tre timers kold ventetid), havde han ikke godt nyt til os. Elektronikken havde kontaktbesvær. Da montøren havde sprøjtet forskellige steder med kontaktspray, gik motoren til vores overraskelse i gang igen, som om intet var sket. På mit forsigtige spørgsmål om, hvorvidt vi kunne fortsætte til Ungarn, var hans svar bare: Svært at sige.
Næppe var kranvognen drejet om hjørnet, før bilen strejkede igen. Men efter et par startforsøg gik det videre. Vi tvivlede mere og mere på, om vi virkelig skulle fortsætte rejsen. Hvem vidste, hvad det næste ville være? Tunge om hjertet besluttede vi os for at vende om og køre hjem.
Men næppe var vi kommet et stykke i den retning, før bilen igen kørte perfekt! Vi kastede vores bekymringer overbord og gav ferien i Ungarn en sidste chance.
Jeg var dog efterhånden ved at miste tålmodigheden og havde mest lyst til at give mig til at græde. Skulle vores ferie virkelig være sådan? Min mand beroligede mig med, at vi kunne overnatte på grænsen til Ungarn og køre videre næste dag. Risikoen for at gå i stå midt om natten i et land, hvis sprog ingen af os talte, tiltalte os ikke. Så vi kørte til det første det bedste hotel langs grænsen for at overnatte der.
På hotellet blev jeg igen overmandet af angst. Var vi dog bare kørt tilbage!
Tårerne stod mig i øjnene ved tanken om næste morgen igen at skulle køre videre i total usikkerhed. Men det syntes derimod ikke at røre min mand synderligt…!
Da det blev lyst udenfor, satte vi os for at teste, om bilen ville lege med. Og nu gik motoren straks igang! Fulde af håb besluttede vi os for at risikere de sidste 351 km. til vores familie, og efter en god time var al usikkerhed forsvundet. I dag virkede det, som om bilen sagtens kunne køre os til målet. Langsomt begyndte glæden over det forestående gensyn at indfinde sig.
Men pludselig måtte min mand køre ud i højre kørebane – bilen strejkede igen og syntes at være endnu mere defekt denne gang. Min mand forsøgte sig optimistisk med en skruetrækker. Men jo mere tid der gik, desto mere håbløst føltes det. Vi forsøgte at ringe til vores slægtninge med mobiltelefonen for at bede om hjælp, men hele tiden lød en ungarsk stemme, og så blev samtalen afbrudt. I miles omkreds var der ingen telefonboks at se. Ingen af de forbikørende biler holdt ind. I mellemtiden havde også min mand opgivet ævred og lagt skruetrækkeren. Dér sad vi nu og var fuldstændig rådvilde.
Jeg havde svært ved ikke at tude. Jeg skrev indvendigt til himlen: Herre, vil du ikke nok sende en engel, som kan hente os væk herfra – ligegyldigt hvorhen. Jeg bad ikke mere om, at bilen skulle komme i gang igen – jeg ville bare væk fra denne fortvivlede situation.
Et par minutter senere standsede en lille rød bil, og en ung kvinde steg ud. Straks styrtede vi begge hen imod hende. Kan jeg hjælpe jer, spurgte hun venligt. Taler du tysk? spurgte jeg vantro. En smule, mente hun. Min mand forklarede hende om vores elektroniske problem.
Jeg skal nok hjælpe jer, sagde kvinden. Jeg kender et lille værksted, en elektronik-specialist. Mens min mand kørte med hende hen til værkstedet, ventede jeg ved bilen. Efter kort tid kom de begge tilbage. Et eller andet syntes at genere min mand.
Da den unge kvinde ledte efter sit slæbetov, hviskede han til mig, at det såkaldte værksted forekom ham en smule underligt. Det er lige meget, sagde jeg, hovedsagen er, at vi kommer væk herfra!
Kvinden gjorde slæbetovet fast, og vi satte os ind i vores bil. Vi kørte et par hundrede meter på en asfalteret vej, derpå gik det videre ad en markvej, til vi nåede til et skur.
Ejeren af værkstedet kom ud. Vores slæbekone oversatte for ham. Fordi manden var i gang med noget andet, ventede vi et stykke tid.
Jeg takkede i mellemtiden den unge kvinde, fordi hun var standset op.
Jeg genkendte dig, sagde hun smilende til mig. Jeg havde svært ved at skjule min forbavselse. Hvordan? Hun må forveksle mig med en anden, tænkte jeg. Fisken på jeres bil! svarede hun. Kender du dette tegn? spurgte jeg usikkert. Ja, sagde hun, vi kender Jesus og skal hjælpe hinanden.
Denne sætning fik mig næsten til at stivne som en saltstøtte. En engel for det gennem hovedet på mig. Jeg fik tårer i øjnene. Jeg kiggede på den unge kvinde og sagde: Jeg havde bedt Gud om at sende en engel, og nu står du her foran mig. Vi så på hinanden uden at kunne sige noget af lykke.
I mellemtiden havde mekanikeren ordnet den defekte elektronik med stor snilde. Alt fungerede igen.
God til ferien, men på værksted, når I kommer hjem, oversatte vores engel hans ord. Vi udvekslede adresser med den unge kvinde, og jeg lovede at skrive til hende, når vi igen var kommet hjem.
Lettet kunne vi fortsætte vores tur. Jeg fortalte min mand, hvad kvinden havde sagt og han mente også, at Gud havde sendt os en engel.
I stedetfor at ærgre mig over den tabte jul forstod jeg denne dag i Ungarn, hvad julen egentlig handler om.
Af Monika Schaff, Lydia
