Danmark er næste stop på drømmerejsen
– Vi behøver ikke at være med på hitlisterne for at føle, at vi gør det, som vi er bestemt til. Vi har et kald til at lave så god musik, vi overhovedet kan, og så give Gud mulighed for at arbejde gennem os, fortæller Stew Smith fra Delirious?
Liverpool fostrede The Beatles, og Oasis trådte de musikalske barnesko i Manchester.
Til sammenligning har Littlehampton på Englands
sydkyst ikke meget at vigte sig af. Bortset fra tidens hotteste kristne band, Delirious?.
Selv om Delirious? for længst har udvidet Littlehampton med hele verden, spiller barndomsbyen stadig en altafgørende rolle i de fem
englænderes tilværelse. Her er den faste base, når de en sjælden gang holder pause fra det hektiske tourliv. Og her ligger kirken, hvor både drømmen og
bandet blev født for år tilbage.
Det hele begyndte i 1992 i den kristne ungdomsgruppe Cutting Edge.
– Vi lavede et band, der skulle spille i ungdomsgruppen, så folk kunne tage deres ikke-kristne venner med til koncert. Større var planerne
ikke dengang, fortæller trommeslager Stew Smith.
Fantasifuldt kaldte bandet sig Cutting Edge Band og indspillede med primitive værktøjer et kassettebånd, som blev solgt fra Stews bagagerum.
Men drengene ville mere, og året efter optrådte de på en måned for over 1000 unge.
Først i 1995 var holdopstillingen klar, som vi kender
den i dag, og samtidig tog bandet navneforandring til Delirious?I begyndelsen havde alle fuldtidsjob ved siden af de mange koncertjobs, og der skulle en ulykke til, før bandmedlemmerne besluttede sig for at kvitte deres civile jobs.
I 1995 kom forsanger Martin Smith og bassist Jon Thatcher ud for et biluheld, hvor de nådigt slap med livet i behold. På hospitalet blev det pludselig
klart for Martin Smith, hvad Gud havde af planer for
Delirious?. Gud havde skånet deres liv og ønskede, at de fremover skulle leve i fuldtidstjeneste
for ham.
Efter få måneder havde de fem bandmedlemmer sagt deres job op og gik i gang med debutalbummet King of Fools, som kom på gaden i 1997.
Salget gik strygende, og to af numrene sneg sig med på de engelske hitlister. Alligevel udråbte radiostationen Radio 1 Delirious? som pop-musikkens største hemmelighed.
Siden er det blevet til yderligere fem albums, det sidste, World Service, udkom i 2003.
Alene i 2004 blev det til ikke mindre end 83 koncerter i otte forskellige lande. Delirious? har
turneret med navne som Bon Jovi og Bryan Adams, og tilskuerrekorden er imponerende 80.000. Alligevel er medlemmerne langt fra mætte.
– Vi har oplevet de sidste 10 år som en drømmerejse, og vi følr ikke, at vi har nået målet
endnu. Gud har meget mere til os, og vi stræber efter det. Vi tillader os at drømme vildt, og
jeg tror, det er en af grundene til, at vi har holdt sammen, siger Stew.
En anden væsentlig grund til sammenholdet er de tætte familiære bånd.
Martin Smith, Stew Smith og keyboard-spilleren Tim Jupp er nemlig alle gift med søstre til bassisten Jon Thatcher. I det hele taget fylder familierne meget for bandmedlemmerne.
Således valgte de at tage hele familien med, da de i
2003 var på en større turné i USA. I alt 48 personer fyldte fire tourbusser.
– Vi ønsker ikke at være væk fra familierne for længe ad gangen, og da familierne samtidig er vores bagland, vil vi gerne vise dem, hvad vi står i til daglig, forklarer Tim Jupp.
Foreløbig er alle Delirious?- albums udgivet på bandets eget pladeselskab Furious?, og det har haft stor betydning for bandets lyd.
– På den måde har vi været i stand til at følge den musikalske udvikling uden at miste kontrollen. Vi har mødt flere bands med virkelig åndsfyldte drenge. Men efter at have tegnet kontrakt med de store mainstream-pladeselskaber har de mistet retten til selv at bestemme, hvor de vil hen, fordi selskaberne har taget magten, forklarer Steward Smith.
Og selv om det lille spørgsmålstegn i Delirious? ifølge
bandet selv betyder, at de ikke ved, hvor Gud vil føre dem hen, så er de mere end bevidste om,
hvad de vil.
– Vi behøver ikke at være med på hitlisterne for at føle, at vi gør det, som vi er bestemt til. Vi har et kald til at lave så god musik, vi overhovedet kan,
og så give Gud mulighed for at arbejde gennem os, fortæller Stew.
– Når det så alligevel lykkes at komme på hitlisterne og i radioen, så vil vi naturligvis udnytte
den mulighed. Vi ønsker at sætte vores præg på det samfund, vi lever i, og hvis vi kan bidrage med en lille smule positivt i en branche, der har meget
skidt at byde på, så gør vi selvfølgelig det.
Sidste år indspillede Delirious? U2-klassikeren Pride til fordel for HIV- og AIDS-ramte.
Og bandmedlemmerne lægger ikke skjul på, at de gerne vil med til langt mere af den slags.
Gennem karrieren har Delirious? forsøgt at imødekomme to meget forskellige markeder i England og USA. I USA er bandet først og fremmest
slået igennem på kristne radiostationer og har spillet på kristne festivaler. I England findes der næsten ingen kristne radiostationer, og koncerterne
er oftest henlagt til helt almindelige verdslige spillesteder.
Senest har bandet også fået masser af spilletid på tyske radiostationer, og med otte udsolgte
koncerter i Tyskland sidste år har tyskerne taget godt imod det engelske band.
Derfor er det også svært at forestille sig, hvad bandet mere kan ønske sig af succes.
– Jeg har altid gerne villet være den første, der ledte lovsang på månen, griner Stew.
Udtalelser i artiklen stammer fra interviews bragt i CCM Music, LOS Magazine, Christianity Today og The
Good News
