Moya Brennan Two Horizons


Jeg blev lidt forvirret, da jeg fik denne cd i hånden. Det var navnet, der forvirrede mig. Jeg kendte godt navnet Brennan, for jeg havde engang anmeldt en cd fra én, der kaldte sig Maire Brennan. Maire Brennan vidste jeg var søster til Enya, men hende her havde jeg aldrig hørt eller læst om.
Efter nogen søgen har jeg fundet ud af, at Moya og Maire er én og samme person. Moya hedder i virkeligheden Máire Ni Bhraonáin (udtales: Moya Nee Vren-an). Hun havde i en del år kaldt sig Máire Brennan, men da hendes navn ofte blev stavet forkert, besluttede hun i 2002 at ændre fornavnet til Moya.
Two Horizons er fra 2003. Jeg ved ikke, om den først er kommet til landet nu, eller om man forsøger at få et restlager solgt, men en nyhed er det ikke.
Musikken er en slags keltisk new-age. Moya synger irsk-gallisk på flere af numrene, og hun spiller selv harpe, hvilken der er brugt på de fleste numre.
Musikken er fin at slappe af til, den er beroligende og næsten søvndyssende. Rigtig godt, hvis man leder efter noget kristent afspændingsmusik.
Har du lyst til at finde mere med Moya, er der Whisper To The Wild Water fra 1999 og Perfect Time fra 1998. Jeg har læst at der skulle være et album på vej her i 2005, så måske skulle man vente…?