Mødestedet – 20 år på vesterbro
Præst for 60 nationaliteter
Erik Adrian beskæftiger sig som indvandrerpræst med mange forskellige opgaver i løbet af en uge. Han har siden juni 1994 været ansat i Mødestedet og er desuden præst i Apostelkirken i Saxogade
En stor del af tiden bruger han i caféen i Mødestedet, hvor der er åbent om eftermiddagen mandag-torsdag. Her er Erik Adrian vært sammen med de øvrige medarbejdere, og ofte kommer et par frivillige medhjælpere forbi for at snakke og spille pool med de besøgende.
Han er også med enten mandag aften, hvor der holdes Koinonia-møde med oplæg og gruppesamtaler om kristen tro, eller torsdag aften, hvor der en gang om måneden holdes gudstjeneste, og hvor der ellers er et højskoleagtigt program.
Herudover bruger Erik Adrian en del tid på at besøge mandeklubber og moskéer på Vesterbro.
– Disse besøg afføder altid en snak med nogle af de tilstedeværende også om tro og religion. Jeg stiller spørgsmål om islam og muslimsk praksis og får på den måde mere viden om deres religion. Men det hænder også, at de spørger til min tro. F.eks. var der en tyrkisk imam, som ville vide, hvad Det Nye Testamente siger om Jesu genkomst.
– Det er en berigelse at møde sådan et menneske, og det er spændende med den slags samtaler. Vi begynder et sted, hvor vi kan finde nogle lighedspunkter, men vi finder hurtigt ud af, at der er ting, som skiller. Men når der er opbygget en tillid og opstået et venskab, kan vi tale åbent og direkte også om det, vi er uenige om. Og som en ven kan jeg sige til ham, at det bedste, jeg kan ønske for ham, er, at han får den samme tro, som jeg har og han vil lige så brændende ønske, at jeg får samme tro og overbevisning, som han har.
Det anfægter ikke mig, jeg vedbliver at være kristen – og han bliver sikkert ved med at være muslim. Men den slags samtaler er vigtige. For den forståelse, vi får af hinanden og hinandens tro, betyder, at han kan føle sig mere tryg i Danmark. For det kan give ham en oplevelse af, at det er OK, at han har sin tro.
– Samtidig styrker en sådan samtale mig i min tro. For ved at tale med muslimen får jeg set min tro fra en anden synsvinkel. Herved bliver jeg mere bevidst om min tro og ser samtidig nye aspekter af troen. F.eks. har disse møder bevirket, at jeg frem for at se mit Gudsforhold som et herre-tjener-forhold i langt højere grad ser det som et forhold, hvor jeg er et Guds barn altså et fader-barn-forhold, der er meget tættere end et herre-tjener-forhold, siger Erik Adrian.
På baggrund af sine erfaringer er Erik Adrian overbevist om, at netop samtaler, kendskab og forståelse er det, der skal til, hvis man skal nedbryde fordomme og fjendebilleder mellem indvandrere og danskere.
– Den frygt, der er i forhold til islam, kan kun trives, fordi de fleste danskere ikke kender ret meget til muslimer. For når vi møder muslimer og bliver venner med dem, opdager vi, at selv om en mand hedder Mohammed og kommer fra en muslimsk kultur, siger det ikke noget om, hvorvidt vedkommende føler et tilhørsforhold til islam og kommer i moskeen. Måske gør han, men det er ikke givet, at Mohammed er religiøst engageret ligesom man sagtens kan hedde Kristian, uden at man af den grund går i kirke eller tror på Gud.
– Mange danskere er også tilbøjelige til at tro, at alle de mørklødede personer, de møder på gaden, er muslimer blot fordi de er mørklødede. Men de glemmer, at en del af dem faktisk er kristne. Nogle af dem er f.eks. armeniere, hvis land var det første, hvor kristendommen blev statsreligion. De kommer altså fra en kultur, der har været kristen meget længere end den danske, siger Erik Adrian.
Som præst har han og cand.theol. Niels Nymaun Eriksen fra Apostelkirken også undervist mennesker, som har ønsket at blive kristne. Nogle har han selv døbt, andre er blevet døbt af andre sognepræster på Vesterbro. Nogle af de døbte er kommet fra en muslimsk baggrund, andre fra en kinesisk eller jødisk. Samlet drejer det sig om mindst syv-otte personer, og i hvert tilfælde tager han dåbsundervisningen meget alvorligt.
Det er vigtigt, at den kristne dåb ikke bliver en dåb fra noget, men en dåb til noget nemlig til Kristus.
– Det er vigtigt, at personen er klar over, hvad han eller hun døbes til. Det handler ikke om, at man bare får et andet navn og derved måske får lettere ved at få arbejde. De skal vide, hvad de siger ja til i dåben at de døbes til Jesus Kristus som deres frelser og Herre, siger Erik Adrian.
Af Inger og Bent Dahl Jensen
Andre artikler om Mødestedet:
Ved aldrig, hvad dagen bringer
