Fra religionshad til Jesus-passion

En intelligent iransk kvindes vej fra indædt
had til Allah – over kommunisme,
ateisme, okkultisme – til mødet
med den virkelige Jesus…

„Jeg hader den gud!“ råbte Mariama ude af sig selv.

Det var i Iran under Khomeyni. Mariama var med til gymnasiets undervisning i islam. Den kvindelige lærer gennemgik Koranens ord om helvede. Pludselig gik det op for Mariama, at ligegyldigt hvor meget hun anstrengte sig, så kunne hun ikke være sikker på at undgå helvede. Det var umuligt at tilfredsstille den Allah, Koranen talte om.
Derfor eksploderede hun. Selv om lærerinden forsøgte at glatte ud, besluttede Mariama sig for at være ateist. Hun ville bekæmpe den gud, som var så krævende. Ja, hun oprettede endda en gruppe for ateister på pigeskolen, hvor hun gik.
– Hvordan var det muligt i det fundamentalistiske Iran?
– Lederne tager ikke ateister alvorligt. Dem anser man nærmest for uvidende. Det er langt sværere at være kristen i Iran, fortæller Mariama. Specielt, hvis man omvender sig fra at have været muslim.
(Af samme grund bruger Mariama ikke sit rigtige navn, når hun udtaler sig.)

Efter gymnasiet søgte Mariama ind på universitetet.
– Det vigtigste for mig var at sprede mine idéer imod gud og religion.
Jeg blev interesseret i kommunismen, fordi den også var ateistisk. På den måde mødte jeg kristendommen. Fordi kommunismen var opstået i Vesteuropa, angreb den kristendommen, når den ville bevise, at religion var skadelig.
Jeg kunne godt se, at kristendommen var helt forskellig fra islam, og at deres opfattelse af Gud ikke var den samme. Men jeg fik det indtryk fra kommunismen, at kristendommen var en svag religion. Jeg mente ikke engang, at det var en religion – det var bare nogle filosofiske tanker.

– På et tidspunkt skulle jeg skrive en opgave om manekisme, en gammel religion, som eksisterede i det gamle Persien ca. 250 år efter Kristus. (Grundlæggeren Mani mente, at menneskets sjæl var fanget af mørke, og at man gennem et åndeligt liv skulle kæmpe sig frem til lyset. Han anså både Buddha, Jesus og Zarathustra for profeter, red.)
– Da denne religion er meget påvirket af kristendom, var jeg nødt til at finde nogle bibelcitater. Bibler er svære at finde i Iran. De almindelige boghandlere havde den ikke, men jeg fandt en kirke, hvor de handlede med bibler. Dér var ingen menighed tilbage – kun bogsælgeren.
Men jeg var så meget imod religion, at jeg ikke ville købe Bibelen. Jeg aftalte derfor med ham, at jeg kunne tilbagelevere Bibelen bagefter og få pengene tilbage!

– Da jeg havde skrevet min opgave, kom jeg derfor tilbage med Bibelen. Jeg mødte nu tre unge mænd. De var ikke-troende, men interesserede sig for kristendommen. Jeg begyndte at diskutere med dem for at bevise, at de spildte deres tid. Religion var meningsløst.
Jeg brugte en masse energi i flere måneder på at få dem til at opgive. Men én af dem ville absolut have mig til at prøve at bede. Jeg kunne ikke se nogen grund til det, men da han pressede på, gjorde jeg det til sidst. Jeg sagde: Gud, jeg tror ikke, du eksisterer, og jeg synes, det er absurd at bede til nogen, som ikke er der, men hvis du er til… så vis mig det.
Mariama følte ikke nogen reaktion og var stadig sikker på, at Gud ikke fandtes.
– Men der begyndte en krig indeni mig, husker hun.
Jeg er selv en gud
– Jeg begyndte i stedet at beskæftige mig med New Age.
– Var det, fordi du var blevet åndeligt interesseret?
– Nej, det var for ligesom at sætte Gud på plads. Jeg gik ind i New Age for at udvikle mine evner, for selv at blive gud. Jeg var med i 3-4 grupper. Yoga, psykopraktik, suffisme…
Man fortalte mig, at jeg havde en masse energi, og derfor begyndte jeg at hypnotisere. Vores form for hypnose er mere åndelig. Alt er åndeligt i Østen, og det forstår I ikke i Vesten.
Jeg ville vise Gud, at jeg kunne ALT selv. At jeg var min egen gud!

– Jeg var stadig aggressiv overfor Gud og Jesus, og mit sind var i krig. Men jeg opdagede, at når jeg kom ind i den tomme kirke, så fik jeg fred… Det var faktisk det eneste sted.
Efterhånden som jeg diskuterede med de tre unge mænd, blev Jesus mere nærværende.
Han dukkede op i mine drømme, og ofte svarede han på mine spørgsmål.
Jeg så ham undervise disciplene. Og midt i undervisningen kom han med svar på mine spørgsmål, som om jeg også var tilstede.
– Hvad spurgte du om?
– Jeg ville f.eks. vide, om jeg skulle være ligesom ham. Om jeg ikke skulle gifte mig, osv.
Han svarede i drømmen: „Jeg er Jesus Kristus. Du er dig. Du behøver ikke være ligesom mig. Du kan godt gifte dig, selv om jeg ikke er gift.“

– Jeg besluttede nu at blive døbt. Ikke fordi jeg var overbevist, men jeg ville gerne se, om der skete noget…
Jeg forventede ikke noget mirakuløst, og der skete heller ikke noget synligt.
Men folk begyndte at sige til mig, at jeg måtte være under en guddommelig beskyttelse. De lagde f.eks. mærke til, at jeg undgik en dødsulykke, fordi jeg sov over mig og kom med den forkerte bus.
Jeg følte det, som om en stærk hånd beskyttede mig.
Men jeg var stadig med i New Age-grupper, hvor jeg eksperimenterede med alt muligt. Jeg havde på fornemmelsen, at det var forkert, men jeg ville ikke slippe det. Jeg havde stor magt, og de andre så op til mig. Jeg spurgte Jesus i bøn, om det var forkert af mig.
Så havde jeg en drøm. Jeg så Jesus, men han ville ikke tale med mig, som han plejede. Han var meget vred.
Han sagde: „I gør jer til guder – men det er I ikke! Stop det!“
Da jeg vågnede, var jeg ked af det. Jeg var kommet til at holde af ham, og nu ville han ikke tale med mig…
Så besluttede jeg at gå ud af de okkulte grupper. Men efter at jeg var gået, kom de og bebrejdede mig, at jeg blandede mig i deres seancer. De havde opdaget, at når de bare talte om mig, så gik deres ting i stå. Jeg var en forhindring. De fristede mig derfor til at fortsætte.
(To af dem blev for øvrigt senere kristne.)
Kirken var en episkopal kirke (dvs. anglikansk, højkirkelig). Her bruger man konfirmation, men jeg ville ikke overgive mig helt til Gud, så jeg græd og græd.
Til sidst besluttede jeg at blive konfirmeret og bekræfte min tro. Nu var det alvor.
En dag følte jeg Jesus sagde til mig: Indtil nu har jeg beskyttet dig og frelst dig. Nu er det tid, at du giver mig dit liv.
Jeg bad om to års betænkningstid, og Jesus gav mig to år. Men det blev til mere end ti år, før jeg var parat til at give ham mit liv helt. Jeg taler ikke om bare at tro, for det gjorde jeg, men om at vælge korset, siger Mariama med sine store alvorlige øjne.

Mariama havde meget at miste. Hun har taget en universitetseksamen i persisk litteratur. Hun var meget begavet og energisk og blev ansat til at kontrollere kvaliteten af undervisningen på skolerne.
Kort efter uddannelsen startede hun en pigeskole i nærheden af Teheran, som begyndte med 75 elever og voksede til 200. Skolen fortsatte, da Mariama nogle år senere rejste til England på et scholarship. I dag er der over 1.000 elever på skolen, men Mariama bor ikke længere i Iran. Alligevel er det dér, hun har sit hjerte, og hun forsøger at hjælpe sine landsmænd gennem et missionsarbejde.
– Bed for os, opfordrer hun.

– I England studerede jeg teologi i fem år. Det gav mig en dybere forståelse, men jeg var ikke enig i undervisningen, og jeg var skuffet over de vestlige kristnes ligegyldighed.
Hvis jeg først havde mødt kristendommen i Vesten, var jeg nok ikke blevet kristen.
Men i Iran i den hårde tid var der ingen billig nåde – troen var en kostelig gave, som man måtte opgive alt for at få…
Jeg forstod, at vi i Østen ikke skal sætte vores tro til de kristne i Vesten, men til Jesus Kristus, slutter Mariama.